"Hvis medarbejderen ringer og siger, at han har migræne, så kan han risikere at få et svar, som for eksempel: 'Nå, er du nu syg igen?," fortæller tidligere professor i psykisk arbejdsmiljø Tage Søndergaard Kristensen.
Han advarer imod ordninger hvor sygemeldinger sker direkte til chefen, skriver Politiken.
Nye tal viser nemlig at en sygemelding direkte til chefen, kan nedsætte sygefraværet mange steder, da det kræver mere at sende en personlig henvendelse i stedet for en mail.
"Det er meget nemmere og uforpligtende at sende en mail om, at man er syg. Man skal ikke lyve sin chef direkte op i ansigtet. Og hvis man ikke reelt er syg, overbelastet eller mistrives, men bare vil tage en »pjækkedag«, så kan man naturligvis udnytte det," siger erhvervspsykolog Pia Frahm.
Hun understreger samtidigt at direkte sygemelding til chefen, kan lægge et unødvændigt pres på medarbejderen. Hvis chefen og medarbejderen i forvejen har et anstrengt forhold kan situationen misforstås.
"For at det skal fungere, så skal lederen være rustet til at håndtere personaleledelse med fokus på trivsel. Det handler rigtig meget om, hvordan lederne håndterer det her, og hvilken tilgang de møder den sygemeldte medarbejder med", siger hun.
Kilde: Politiken.dk