Forsker: Vi skal arbejde 12 minutter mindre om dagen
I fremtiden bliver der ikke brug for så meget arbejdskraft, som alle taler om, mener professor.
- Den nye udvikling med Big Data betyder, at et hav af jobfunktioner vil forsvinde. Og automatisering og robotter vil øge produktiviteten i de kommende år, så vi kan sagtens få vækst, uden at der komme nye job. Og vi behøver ikke at blive et fattigere samfund, fordi vi skal arbejde mindre, fastslår Bent Greve over for Ugebrevet A4.
- Den nye udvikling med Big Data betyder, at et hav af jobfunktioner vil forsvinde. Og automatisering og robotter vil øge produktiviteten i de kommende år, så vi kan sagtens få vækst, uden at der komme nye job. Og vi behøver ikke at blive et fattigere samfund, fordi vi skal arbejde mindre, fastslår Bent Greve over for Ugebrevet A4. Henning Bagger/Scanpix


Vi fotograferer løs, men fremkalder ikke billederne hos fotohandleren. I stedet uploader vi dem på nettet og trykker på print. Og printeren har vi bestilt over nettet, så vi slipper for at købe den i en forretning. I fremtiden vil printeren være uberørt af menneskehånd, når den ankommer på vores matrikel, for lagerarbejderen vil være død og borte og erstattet af fjernbetjente digitale transportbånd. Ligesom vi vil scanne vores egne varer, når vi handler i supermarkederne og dermed vil kasseassistenten forsvinde.

Nye og smarte teknologier er ved at revolutionere både vores liv og arbejdsliv, konstaterer professor på Roskilde Universitet Bent Greve. Og det er vi nødt til at tage bestik af, fastslår han i en ny bog med titlen 'Den sociale og innovative velfærdsstat'.

12 minutter mindre

- Mange jobfunktioner vil forsvinde på grund af nye teknologier, og der må vi finde nye måder at indrette os på i fremtiden. Vi bør overveje at arbejde mindre i fremtiden. Det er ikke 12 minutter mere om dagen men 12 minutter mindre om dagen. For der bliver ikke brug for så meget arbejdskraft, som alle taler om, siger han til Ugebrevet A4.

Den anerkendte velfærdsforsker kalder det forfejlet, at vi i de seneste år har bildt hinanden ind, at det er vigtigt at øge arbejdsudbuddet på grund af den demografiske udvikling.

- Den nye udvikling med Big Data betyder, at et hav af jobfunktioner vil forsvinde. Og automatisering og robotter vil øge produktiviteten i de kommende år, så vi kan sagtens få vækst, uden at der komme nye job. Og vi behøver ikke at blive et fattigere samfund, fordi vi skal arbejde mindre, fastslår Bent Greve over for Ugebrevet A4.

Kærlighedserklæring

Bogen er en stor kærlighedserklæring til den offentlige sektor og den danske velfærdsstat. En af forfatterens centrale pointer er, at netop vores offentlige sektor og høje skattetryk har sikret os vækst, arbejdspladser og velfærd.

Sådan som den offentlige debat er i dag, får han ellers ofte indtrykket af, at den offentlige sektor og skattetrykket er en klods om benet for Danmark og et gevaldigt handicap for at klare os i den internationale konkurrence.

Stil krav om større offentlig sektor

Danmark ville være et fallitbo, hvis vi ikke havde en knaldhamrende god offentlig sektor og et højt skattetryk, noterer han.

- Dansk erhvervsliv burde en gang imellem stille krav om en større offentlig sektor i stedet for en mindre offentlig sektor. Mange af de store danske koncerner er jo vokset frem i kølvandet på offentlige investeringer og efterspørgsel. Danske flagskibe som blandt andet Coloplast, Novo og Novozymes med tusindvis af arbejdspladser og stor eksport er jo et resultat af, at vi har investeret i den offentlige sektor, fremfører han.

Den rene gift

Akkurat som han vil have de tunge drenge i dansk erhvervsliv til at lovprise den offentlige sektor, vil han også have finansminister Bjarne Corydon (S) til at droppe sin snak om konkurrencestaten og Venstres formand Lars Løkke Rasmussen til at smide sin nulvækst-politik ud.

- I konkurrencestaten fører man bare nødvendighedens politik og lader markedet og konkurrencen klare alt. Og Løkkes snak om nulvækst og skattelettelser betyder færre penge til den offentlige sektor, hvilket vil være den rene gift for den danske velfærdsmodels udvikling, for så har den offentlige sektor ikke mulighed for at udvikle nye produkter, og vi får lavere service, siger han.

Negativ spiral

I det lys savner Bent Greve, at nogle erhvervspinger åbent går ud og siger, at de er glade for børnehaver, hospitaler, skoler, ældrepleje og alt, hvad der ellers hører sig til i den offentlige sektor.

- Rigtig mange private virksomheder vil blive hårdt ramt af nedskæringer i den offentlige sektor. En mindre offentlig sektor vil mindske virksomhedernes mulighed for at være førende og hele tiden produktudvikle. Det vil være en negativ spiral, advarer Bent Greve i Ugebrevet A4.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.