Forsker: Traditionelle navne får baghjul
Vi er påvirket af traditioner, når vi vælger navn til guldklumpen. Men navnet skal også helst være specielt.
Traditionelle navne til barnet viger oftere for det mere unikke.
Traditionelle navne til barnet viger oftere for det mere unikke. Foto: MIE BRINKMANN/POLFOTO


De mest almindelig navne i den danske befolkning er Anne og Peter. 49.550 danske mænd har navnet Peter, mens 46.690 kvinder hedder Anne.

De samme navne havnede på førstepladsen over de mest populære navne for et år siden. Det gælder på tværs af alle aldre og regioner i landet. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I 1970'erne var der ofte flere børn, der hed Søren, Morten eller Rikke i den samme skoleklasse, men den tendens med, at flere børn i sammen klasse har samme navn, bliver mindre og mindre.

Det siger navneforsker Rikke Steenholdt Olsen, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet.

- Der er en tendens til, at navnene skal være specielle og unikke. Vi er stadig påvirket af traditioner, og vi er påvirket af strømninger i tiden, men i dag er det det individuelle og unikke, der er i fokus, siger hun.

Også den nye navnelov fra 2006 har betydet, at man som forældre i dag kan vælge langt friere, når poden skal have navn.

Eksempler på det er drengenavne som Storm og Nohr.

- Tidligere var Storm et efternavn, men i dag har man fået mulighed for at bruge det som et fornavn. Samtidig signalerer både Storm og Nohr kraft og maskulinitet, og lægger sig op ad de gamle navne som Gorm og Thor, siger hun.

Ifølge Rikke Steenholdt Olsen er der også en tendens til, at navne, der var moderne for tre eller fire generationer, dukker op igen, når de er ved at forsvinde.

- Navne som Astrid, Ellen, Agnes og Lilly er den slags navne, der har fået et nyt liv. De får en status af at være sjældne, siger hun.

Oftest bliver de fleste af os påvirket af de samme tendenser, tv-serier, litteratur og begivenheder, når vi skal vælge navn til guldklumperne. Vi er bare ikke altid bevidste om det.

Inddeler man befolkningen i aldersgrupper er William og Emma de mest almindelige fornavne blandt de 1-9 årige pr. 1. januar 2015.

For aldersgruppen 10-19 år er de mest populære navne Frederik og Emma, mens de 20-29-årige hyppigst hedder Martin og Camilla.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.