Indsatsen de sidste 30 år for at ændre sammensætningen af beboere i de boligområder, der i 2014 var på regeringens ghettoliste, har ikke ændret noget markant.
En af grundene kan være, at selve størrelsen på boligblokkene i nogle af boligområder er et problem.
Det mener Gunvor Christensen, der har forsket i udsatte boligområder ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI.
- Man bliver nødt til at se på de her 70'er byggerier, hvor der bor rigtig mange mennesker, og der er en rigtig stor koncentration af udsathed, siger hun.
- Så må vi se på, om vi skal gå mere radikalt til værks og gøre de her boligområder mindre og lave en fysisk helhedsplan for at ændre det fysiske og infrastrukturen i de her områder.
Gunvor Christensen peger på, at en af konsekvenserne ved de store boligblokke er, at de mennesker, der skal bruge en social indsats i høj grad ender i de samme steder.
- Når der er en så koncentreret belastning, så presser det daginstitutionen og skolen. Det presser hele den offentlige velfærdsservice, siger hun.
- Hvis man havde mindre enheder, så vil det alt andet lige give en bedre udnyttelse af velfærdsressourcerne.
Det overrasker ikke Gunvor Christensen, at der er en koncentration af personer uden uddannelse, kriminel fortid eller uden arbejde i de samme boligområder.
Hun peger på, at de fattigste borgere som regel kun kan finde almennyttige boliger at bo i. Derfor dikterer boligmarkedet, at de svageste samles få steder.
- Det er hele tiden de svageste grupper, der flytter ind i de her områder.
- Så laver vi nogle boligsociale indsatser, der løfter dem. Når de klarer sig bedre, har de det med at flytte ud af områderne igen, siger Gunvor Christensen.
- Så når vi kigger samlet på områderne, bliver det ved med at være de svageste, der bor i dem.
/ritzau/