Forsker om tvangsfjerning: Langt ude
Forsker i social ret kritiserer Aarhus Kommune for at have anbragt tvangsfjernet dreng på sikret institution.
Forsker i social ret kritiserer Aarhus Kommune for at have anbragt tvangsfjernet dreng på sikret institution.
Forsker i social ret kritiserer Aarhus Kommune for at have anbragt tvangsfjernet dreng på sikret institution. Foto: Midttrafik/free


Det er meget usædvanligt, at Aarhus Kommune har anbragt en tvangsfjernet dreng på en sikret institution. Det fastslår Hanne Hartoft, forsker og ekspert i social ret og tidligere familieadvokat.

- Det er langt ude og kritisabelt, at man har placeret barnet på en sikret institution. Den løsning er klart den mest vidtgående, man kan forestille sig. Det er ikke et fængsel, men det minder meget om, siger Hanne Hartoft fra Aalborg Universitet.

Det er ikke normalt, at et tvangsfjernet barn placeres på en sikret institution. Der er en lang række andre løsninger, som man plejer at tage i brug.

- Typisk vil man finde en plejefamilie. Hvis barnet er for krævende hertil, vil næste skridt være et opholdssted eller en døgninstitution. Problemet med en sikret institution er, at livet her er så langt fra et normalt familieliv, som man overhovedet kan komme.

- Formålet med tvangsfjernelser er at give barnet en tryg barndom. Det er paradoksalt, at man fjerner drengen, fordi man er bange for en uheldig udvikling og placerer ham med folk, som blandt andet har en dom, siger Hanne Hartoft.

Politiet har ifølge Jyllands-Posten i et notat fremhævet, at farens indflydelse kan være en sikkerhedsrisiko for Danmark.

- Det er et helt nyt argument, og det er meget usædvanligt. Danmarks sikkerhed skal ikke beskyttes igennem tvangsfjernelser. Tvangsfjernelser er til for at sikrer, at børn får den omsorg og opvækst, som de har krav på, siger Hanne Hartoft til Ritzau.

Hanne Hartoft sår tvivl om, hvorvidt tvangsfjernelsen holder rent juridisk.

- Det overrasker mig ikke, at man vil se, om reglerne kan bruges på denne måde. Problemerne med radikaliseringen er nye i vores samfund, og det er helt nyt land, der betrædes her, siger forskeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.