Forsker og borgmester: Øremærkede puljer er ineffektive
Christiansborg-politikernes øremærkede puljer til kommunerne skaber unødigt bureaukrati, lyder kritikken.


Når politikkerne på Christiansborg skal give penge til kommunerne, sker det ofte gennem øremærkede puljer med bestemte formål.

Kommunerne skal selv søge pengene og må kun bruge pengene på det formål, som de nationale politikere har bestemt.

I alt er 25 milliarder kroner blevet uddelt på den måde de sidste fire år.

Men metoden undergraver det kommunale selvstyre, siger en række borgmestre, og det er en ineffektiv og bureaukratisk måde at hæve kvaliteten, siger forskere.

Det skriver avisen Kommunen.

I Læsø Kommune har man i flere omgange helt fravalgt at søge puljerne, fordi det ifølge borgmester Tobias Birch Johansen (V) er spild af borgernes penge, at op mod en tredjedel af midlerne går til administration og dokumentation.

- Vi har ældre, der takker nej til et bad, fordi de simpelthen går i opløsning, hvis de skal bades mere. Og så skal vi alligevel bruge flere penge på det.

- Det er fuldstændig galimatias, for vi havde haft rigtig god gavn af de penge, hvis vi havde kunnet forvalte dem, som vi ville, siger han.

110 af de 127 puljer, der er afsat siden 2011, er ansøgningspuljer, der kræver, at man som kommune ansøger om pengene og samtidig ofte forpligter sig til at dokumentere, at man rent faktisk bruger pengene til det, de er tilegnet.

Det medfører unødigt bureaukrati og koster samfundet millioner af kroner, mener Per Nikolaj Bukh, professor ved Institut for Økonomi & Ledelse på Aalborg Universitet.

Han finder det også problematisk, at kommunerne presses til at bruge flere ressourcer til at søge puljer og forsøge at planlægge økonomien efter, hvor der bliver tilføjet eller fjernet statslige særtilskud.

- Det giver jo ingen mening, at man i kommunerne beskæftiger sig med at forsøge at navigere i et politisk opportunt landskab og ansætter folk, der skal lave lobbyarbejde på Christiansborg, siger han.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.