Forsker: Lyseslukker-kampagne er ubetydelig
Lørdag opfordrer WWF Verdensnaturfonden folk til at slukke lyset. Kør hellere mindre i bil, siger forsker.
Både Dansk Energi og klimaforsker er imod kampagnen om at slukke lyset i en time for at spare strøm.
Både Dansk Energi og klimaforsker er imod kampagnen om at slukke lyset i en time for at spare strøm. Foto: colourbox.com/COLOURBOX.COM


Når WWF Verdensnaturfonden opfordrer verdensbefolkningen til at slukke lyset i en time lørdag for at fremme klimadebatten ved kampagnen Earth Hour, kan det ved første øjekast virke som varm luft.

Det mener klimaforsker og iskernekurator Jørgen Peder Steffensen fra Niels Bohr Instituttet.

- Hvis man kigger rent teknisk på det, er kampagnen fis i en hornlygte. En time uden lys rykker ingenting, siger han til Ritzau.

- Jeg kan godt se, at kampagnen er med til bevidstgøre klimaproblemerne, men man må bare ikke lede folk til at tro, at det hjælper noget at slukke lyset.

Det er lørdag aften mellem klokken 20.30-21.30, at Danmark og 171 andre lande opfordres til at slukke for lyset for at vise deres ønske om et sundere klima.

Lars Aagaard, administrerende direktør i Dansk Energi, kritiserer Earth Hour-kampagnen og kalder den misvisende af samme grunde som Jørgen Peder Steffensen.

Hos WWF Verdensnaturfonden har generalsekretær Gitte Seeberg da også tidligere lørdag over for Ritzau anerkendt, at kampagnen kun har symbolsk betydning og ikke så meget andet end det.

- Det, der virkelig ville rykke noget, er, hvis dig og mig besluttede at aflyse alle vores flyrejser, skruede ned for kødforbruget og kørte mindre i bil, siger Jørgen Peder Steffensen.

- Kampagnen svarer til en demonstration foran Christiansborg, som også er et tomt statement i sig selv, men det mobiliserer en holdning, og derfor kan kampagner som disse vække politisk indflydelse.

Som en del af Earth Hour afholder blandt andet Københavns Zoo et arrangement i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden.

Kampagnen er en tilbagevendende begivenhed, der første gang løb af stablen i 2007.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.