Forsker: iPad skaber ikke ensomme børn
Med den rigtige pædagogik kan iPads sagtens skabe socialt fællesskab og fysisk leg i børnehaven, mener ekspert
Mange har ikke lyst til at diskutere børns brug af iPad - men nu må de voksne lave regler, mener Red Barnet.
Mange har ikke lyst til at diskutere børns brug af iPad - men nu må de voksne lave regler, mener Red Barnet. Foto: DITTE VALENTE/POLFOTO


Forældre har ikke nogen grund til at blive forskrækkede over, at iPads og andre tablets gør deres indtog i mange danske daginstitutioner, mener adjunkt Klaus Thestrup fra Aarhus Universitet.

En undersøgelse fra Børnerådet viser ifølge Politiken, at børnehavebørn hellere vil "spille iPad end lege med andre børn".

Men brugt på den rigtige måde kan de digitale værktøjer sagtens skabe både sociale fællesskaber blandt børnene og fysisk leg, siger han.

- Vi diskuterer altid, om legen er der, om kroppen er der, om bevægelsen er der, om det sociale er der.

- Jeg mener, at de undersøgelser, som jeg har været med til at lave, viser, at det kan det sagtens være. For mig at se er det pædagogikken, der afgør sagen, siger Klaus Thestrup, som er adjunkt ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier.

Klaus Thestrup har blandt andet arbejdet med, hvordan man kan bruge tablets i børnehaver, og han har aldrig stødt ind i problemer med børn, som foretrak at spille alene frem for at lege med kammeraterne.

- Jeg har da mødt børn, som har været ensomme og fortvivlede, og som ikke har været i stand til at kommunikere ordentligt med deres kammerater, men det er ikke på grund af iPaden. Det er ikke den, der skaber problemerne. Det er nogle andre ting, siger han.

- Den store udfordring er pædagogikken, og hvordan vi forholder os til fremtiden, siger han.

Det handler ifølge Klaus Thestrup om, at nærværende voksne tænker for eksempel en iPad ind i de aktiviteter, de laver sammen med børnene.

Som for eksempel når en børnehave bruger spillet Angry Birds som afsæt til en fysisk leg, hvor børnene kaster sig ned i en madras og tumler rundt.

Eller når en gruppe børnehavebørn ser musikvideoer på youtube og herefter laver deres egen musikvideo. Eller bruger tabletten til at tage billeder i skoven eller lave deres egen film.

- Vi skal se fremad og indse, at vi står med en historisk mulighed for sammen med børn og pædagoger at finde nogle helt andre måder at bruge de iPads på, end undersøgelsen lægger op til, siger Klaus Thestrup.

- Vi lever altså i et globaliseret mediesamfund, og hvordan i alverden kan vi gøre børnene til en del af det. Det perspektiv har vi slet ikke fat i, siger Klaus Thestrup.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.