Forsker i chok: Sensationelt sten-fund er ældre end Månen
Stenmaterialet fra Jordens indre er det ældste, man nogensinde har fundet. Materialet er ældre end Månen.
Geologer har fundet stenmateriale, som de mener er ældre end Månen.
Geologer har fundet stenmateriale, som de mener er ældre end Månen. Foto: Sutanta Aditya, Afp/Free


En urgammel del af Jordens inderste kappe har set dagens lys i vulkanske aflejringer i det nordøstlige Canada.

Således har geologer fra Canada og USA fundet stenmateriale, der stammer tilbage fra Jordens tidligste barndom for mere end 4,5 milliarder år siden. Det er det ældste materiale, man nogensinde har fundet på Jorden.

Det skriver Videnskab.dk.

- En del af Jordens kappe - altså det stenmateriale, der sidder uden om kernen - har ligget isoleret derinde igennem hele Jordens historie og overlevet det månedannende sammenstød, siger Tais W. Dahl, adjunkt på Statens Naturhistoriske Museum, til Videnskab.dk.

Han er ekspert i Jordens udviklingshistorie og vurderer, at materialet må være blevet isoleret inden for de første 30 millioner år af solsystemets historie.

- Det er helt nyt og chokerende, siger han.

Forskere ved ikke med sikkerhed, hvornår Månen blev dannet, men et godt bud ifølge Tais W. Dahl er for 4,51 milliarder år siden.

- Og disse prøver (fra det nyfundne stenmateriale) har et højere indhold af wolfram-182 (tungsten) end de månesten, Apollo-astronauterne tog med hjem, så prøverne må være ældre end Månen, siger han.

De canadiske og amerikanske geologer har målt et overraskende højt indhold af wolfram-182 i basalt (en vulkansk bjergart), der stammer fra den lille ø Padloping i Baffinbugten mellem Canada og Grønland samt fra havbunden i Stillehavet tæt på Java.

Geologerne kan ifølge Videnskab.dk kun forklare det høje indhold af wolfram-182 med, at basalten kommer fra et stykke af Jordens kappe, der har været isoleret og ikke er blevet blandet med andre bjergarter, siden Jorden blev dannet.

Det får forskerne til at tro, at der er nogle zoner dybt nede i Jordens kappe, som er kilden til det vulkanske materiale.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.