Forsker: Flere overlever kræft i fremtiden
Danskerne skal kvitte tobakken, hvis de vil mindske risikoen for at få kræft, siger lægelig vicedirektør.
Ifølge Hans Storm har den 10 år gamle rygelov været en de allerstørste gevinster for den danske folkesundhed.
Ifølge Hans Storm har den 10 år gamle rygelov været en de allerstørste gevinster for den danske folkesundhed. Foto: Colourbox/free


Færre danskere dør af kræft. Siden 2001 er kræftdødeligheden faldet markant. Men hvis endnu flere holdt op med at ryge, ville endnu færre dø af kræft.

Det siger Hans Storm, lægelig vicedirektør i Kræftens Bekæmpelse.

- Den største kræftvækker, vi har er tobakken. Det allervigtigste er for så vidt at kvitte tobakken. Rygning fører ikke kun til lungekræft, men også en række andre kræftsygdomme, siger han.

Ifølge Hans Storm har den 10 år gamle rygelov været en de allerstørste gevinster for den danske folkesundhed.

Dertil kommer, at vi skal drikke mindre alkohol og være fysisk aktive. Det vil også nedbringe risikoen for at få en kræftsygdom.

- Forebyggelsesmæssigt regner man med, at man kunne nedsætte forekomsten af kræft med 40 procent, siger han.

Det er tidlig opsporing af kræft, bedre og hurtigere behandling, bedre medicin og målrettet behandling, der siden 2000 har gjort, at selv om danskerne bliver ældre og ældre, dør færre af kræft.

Fra 2001 faldt antallet af kræftdødsfald fra 287 til 252 pr 100.000 indbyggere. Det er et fald på mere end 10 procent. I samme periode steg antallet af nye kræfttilfælde fra 515 til 588 pr 100.000 indbygger.

Det viser tal fra Statens Serum Institut, beregnet af Danske Regioner.

Men selv om den danske kræftbehandling har udviklet sig særdeles positivt, er der plads til forbedringer.

- Vi skal passe på ikke at slappe af, så når vi ikke i mål. Vi skal fortsætte med at intensivere forskning i behandling, bedre behandling og mildere behandling, så kræftpatienter også har et godt liv, mens de bliver behandlet, siger Hans Storm.

- Og så skal behandlingen være hurtig, effektiv og korrekt.

Men danskerne skal blive bedre til at komme af sted til lægen.

- Vi har en opfattelse af, at danskerne rent faktisk kommer for sent til lægen med deres kræftsygdomme, og derfor har sygdommen udviklet sig. Det gør det sværere for kræftlægerne at få gode resultater, og det gør det også sværere at overleve, siger Hans Storm.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.