Hvorfor bliver professionelle fodboldspillere pludselig trætte under en kamp, mens klubbens fans jamrer over dårlige resultater?
Det har Peter Krustrup sat sig for at blive klogere på i sit job som fodboldprofessor på Syddansk Universitet (SDU).
Her skal han både bidrage til, at eksempelvis trænere i professionelle klubber får større viden om spillernes fysiske formåen, samt hvordan fodbold bidrager til folkesundheden.
- Vi er forbi den tid, hvor trænerne vurderer spillernes individuelle form og træningsbehov ud fra mavefornemmelser, siger Peter Krustrup til universitetets magasin, Ny Viden.
Han har forsket i optimering af præstationer i elitesport gennem 20 år på blandt andet Københavns Universitet, og i den periode har eksempelvis professionel fodbold gennemgået en hastig udvikling.
Her har moderne teknologi som multikamera-systemer, radiobølgeteknologi og GPS-målere i spillernes tøj de senere år givet nye analysemuligheder.
- Vi går hele vejen fra laboratoriet til udførelsen på banen. Vi undersøger alt fra kamppræstation, restitution, træning og testning.
- Vi tester også, hvad det betyder at spille på forskellige typer underlag, siger Peter Krustrup blandt andet.
Han har beskæftiget sig med fodboldspilleres træthedsperioder og blandt andet undersøgt deres evner til at sprinte.
En af de senere års taktiske udviklinger i international topfodbold har været introduktionen af systematisk genpres.
Her forsøger et hold ved at sprinte og tackle aggressivt at tilbageerobre bolden hurtigt, efter at den er mistet.
Taktikken praktisere blandt andre af Manchester Citys manager, Josep Guardiola, Jürgen Klopp i Liverpool og af Tottenhams manager, Mauricio Pochettino.
- Man kan ikke både presse højt, spille med aggressivt genpres og lave hurtige omstillinger i hele kampen, for spillerne kan ikke sprinte med maksimal hastighed over to gange 45 minutter.
- Det er derfor afgørende rent træningsmæssigt at optimere sine spilleres sprintpræstationer, siger Peter Krustrup.
Han har tidligere været assistent på det danske kvindelandshold i fodbold og er ved at afslutte sin pro-trænerlicens. Han tiltrådte som professor i fodbold på SDU 1. oktober.
/ritzau/