Forsker: 2015 giver grund til optimisme
På trods af krig og terror i 2015 er der al mulig grund til optimisme, mener forsker fra Harvard.
Harvard-psykologen Steven Pinker er optimist ved udgangen af 2015. Han påpeger, at krig i dag er langt mindre normalt end tidligere, at terrorangreb er relativt sjældne, og at flygtningekrisen i Europa slet ikke er noget nyt fænomen. Arkivfoto.
Harvard-psykologen Steven Pinker er optimist ved udgangen af 2015. Han påpeger, at krig i dag er langt mindre normalt end tidligere, at terrorangreb er relativt sjældne, og at flygtningekrisen i Europa slet ikke er noget nyt fænomen. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Selv om mange vil huske 2015 som et år præget af krig, terror og flygtningekrise, bliver verden et stadig mere fredeligt sted at leve.

Det mener Harvard-psykologen Steven Pinker, der påpeger, at krig i dag er langt mindre normalt end tidligere, at terrorangreb er relativt sjældne, og at flygtningekrisen i Europa slet ikke er noget nyt fænomen.

- Nyhederne vildleder systematisk dem, som vil forstå verden, siger Pinker i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Blot i løbet af de seneste fem år er konflikter i Tchad, Peru, Iran, Indien, Sri Lanka og Angola sluttet. Og hvis fredsforhandlingerne i Colombia lykkes, vil der ikke længere være krig på den vestlige halvkugle, påpeger psykologen.

I bogen "The Better Angels of Our Nature" fra 2011 karakteriserer han udviklingen som "den mest betydelige og mindst værdsatte" i menneskehedens historie.

Og på trods af den syriske borgerkrigs fortsatte rasen og en stribe terrorangreb i eksempelvis Paris, Californien og Kenya fastslår Pinker, at 2015 har været et relativt fredeligt år.

Han henviser blandt andet til konfliktdata indhentet fra det svenske fredsforskningsinstitut Sipri og dets norske modstykke, Prio.

Godt nok viser statistikkerne en lille stigning i antallet af dræbte i krig og konflikter de seneste par år. Men den langsigtede tendens går den modsatte vej.

Pinker fremhæver, at eksempelvis kannibalisme og slaveri næsten er udryddet, og at andre former for vold - brugen af dødsstraf og krig mellem stater - på samme måde helt kan forsvinde.

- I 500 år plejede der årligt at bryde to nye krige ud mellem vesteuropæiske lande, men siden Anden Verdenskrig er det ikke sket en eneste gang.

- Tidligere var der krig over hele kloden, og der var 30 krige mellem 1945 og 1990, som hver især kostede flere end 100.000 menneskeliv, siger Pinker.

- Men med undtagelse af den lille krig i Ukraine er krigszonen nu skrumpet ind til en halvmåne fra det centrale Afrika gennem Mellemøsten til Sydasien.

Et andet budskab fra psykologen går på, at beskrivelser af terrorangreb i medierne sjældent matcher proportionerne af deres faktiske skader.

- Tilfældige nedskydninger skaber enorm medieomtale, men står for et relativt lille antal døde, siger Pinker.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.