Forsikringsbøvl forsinker omstridt skulptur
Indvielsen af en midlertidig skulptur til minde om det armenske folkedrab er udskudt til september.
Det er den amerikansk-armenske tegnestue Invivia, der af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har fået tilladelse til at opstille skulpturen i 10 dage.
Det er den amerikansk-armenske tegnestue Invivia, der af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har fået tilladelse til at opstille skulpturen i 10 dage. Foto: Google Maps/free


Få dage før en omdiskuteret skulptur skulle være indviet på Kultorvet i København, er lanceringen blevet udskudt til efter sommerferien, skriver Politiken.dk.

Skulpturen The "Draem", der symboliserer det armenske folkedrab, skulle efter planen være indviet lørdag 23. maj, men af frygt for voldelige optøjer har det været en udfordring at få det ni meter høje kunstværk forsikret.

Det skriver den armenske ambassadør i Danmark, Hrachya Aghajanyan, i et brev til kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune Carl Christian Ebbesen (DF).

- Som du ved, har "The Draem", til trods for at den var designet som en fredspromoverende markering, udløst en vis ophidselse, der muligvis kan forårsage vold, skriver Hrachya Aghajanyan ifølge Politiken.

Ambassaden oplyser til Politiken, at sagen behandles som højrisikosag, og at de krav, forsikringsselskabet har for at forsikre værket, har vist sig at være mere komplicerede end forudset.

Det er den amerikansk-armenske tegnestue Invivia, der af Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har fået tilladelse til at opstille skulpturen i 10 dage.

Den tyrkiske ambassade i København har tidligere i skarpe vendinger kritiseret "The Draem", der opstilles på Kultorvet i anledning af 100-året for massedrab på armenierne.

Massakrerne mod kristne armeniere i det tidligere Osmanniske Rige er fortsat præget af stærke følelser, og Tyrkiets regering er kendt for at skabe diplomatiske forviklinger, når massedrabet nævnes.

Modsat en række andre lande har Danmark aldrig officielt anerkendt begivenhederne som et folkedrab.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.