Forsanger undskylder Bataclan-kommentar
Forsangeren for Eagles of Death Metal undskylder bemærkninger om sikkerheden på spillestedet Bataclan.
Efter terrorangrebet i Paris vakte Jesse Hughes opsigt, at Frankrigs forbud mod håndvåben, havde muliggjort terrorangrebet.
Efter terrorangrebet i Paris vakte Jesse Hughes opsigt, at Frankrigs forbud mod håndvåben, havde muliggjort terrorangrebet. Foto: Vilhelm Stokstad/AP


Jesse Hughes, der er forsanger for bandet Eagles of Death Metal, har skabt kontrovers ved at antyde, at sikkerhedspersonalet på spillestedet i Bataclan i Paris havde kendskab til terrorangrebet, og at de derfor blev væk den tragiske aften i november, hvor 89 mennesker blev dræbt.

- Det virker ret oplagt, at de havde en grund til at blive væk, sagde han blandt andet i et interview med Fox Business Channel.

Men nu trækker han sine beskyldninger tilbage og forklarer, at han har kæmpet med post-traumatisk stress siden angrebet.

- Jeg beder ydmygt om tilgivelse fra det franske folk, medarbejderne og sikkerhedsfolkene på Bataclan, mine fans, familie, venner og alle andre, der blev såret eller forarget over de absurde beskyldninger, jeg kom med i interviewet på Fox Business Channel, siger Hughes ifølge Rolling Stone:

- Beskyldningerne reflekterer hverken mine, de andre bandmedlemmers eller andre, der er associeret med Eagles of Death Metals, holdninger. Skammen er hundrede procent min.

Jesse Hughes forklarer, at han har været hårdt mærket af angrebet, der har givet ham en række psykiske problemer, som han kæmper med i øjeblikket.

- Jeg har kæmpet med konstante mareridt, og ved hjælp af terapi har jeg forsøgt at forstå denne tragedie og dette vanvid. Jeg har ikke været mig selv siden den 13. november. Jeg er godt klar over, at der ikke er nogen undskyldning for mine ord, men jeg er oprigtig ked af det over for alle, som jeg har såret, beskyldt eller vist manglende respekt for.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.