Formstærke Aalborg skyder mestrene omkuld
Fire scoringer i de sidste minutter af tredje periode sikrede Aalborg en 6-2-sejr ude over Esbjerg.


Med indgangen til tredje periode var stillingen 2-2, men så tog et eller andet ved Aalborg Pirates fredag aften.

Her var ishockeyherrerne fra Aalborg på besøg hos mesterholdet Esbjerg Energy, og med en vild afslutning og fire scoringer i træk i tredje periode vandt gæsterne opgøret 6-2.

Aalborg-holdets succes synes ingen ende at tage, og efter fredagens sejr er topholdet i Metal Ligaen nu oppe på 29 point efter 11 kampe.

Nederlaget betyder for Esbjerg, at mesterholdet ligger i den tunge ende med 12 point efter 11 kampe.

Gæsterne kom foran efter lidt over fem minutters spil af første periode ved Sebastian Ehlers, men 1-0-føringen holdt dog kort.

Hjemmeholdet slog tilbage to minutter senere, da Søren Nielsen sørgede for 1-1, og det blev også til en 2-1-føring, inden perioden var slut.

Med lidt over to minutter tilbage af perioden sørgede Henry Hardarson for Esbjerg-føringen.

Aalborg var dog ikke stemplet ud af opgøret, og gæsterne vandt anden periode 1-0 efter Martin Højbjergs scoring, der udlignede til 2-2.

I tredje periode scorede gæsterne så hele fire gange fra det 54. minut til det 59. minut.

Andrew Blazek, Peter Quenneville, Lasse Bo Knudsen og Sebastian Brinkman Andersen var helt ustyrlige og stod for de fire scoringer, der sikrede storsejren.

Rødovre Mighty Bulls tog hjemme imod Odense Bulldogs i et opgør, der sluttede med en 4-2-sejr til gæsterne.

Dermed ligger Odense på andenpladsen med 22 point.

Herning Blue Fox vandt hjemme 3-2 over Sønderjyske i en afgørelse efter straffeslag, mens Rungsted Seier Capital hjemme besejrede Gentofte Stars med 4-2.

I Fredagens sidste kamp i ligaen vandt Frederikshavn White Hawks på udebane med 4-1 over Herlev Eagles.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.