Den portugisiske fodboldstjerne Cristiano Ronaldo skiftede i 2009 fra Manchester United til Real Madrid i en rekordhandel.
Syv år senere bomber han stadig for kongeklubben, og det håber han at blive ved med længe endnu.
- Jeg havde ikke regnet med at være så længe i Real Madrid. Som jeg allerede har sagt, ønsker jeg at blive her, til min karriere er forbi.
- Klubben giver mig mulighed for at vinde individuelle og kollektive trofæer. Jeg håber mest af alt at forlænge med Real Madrid og fortsætte i mange år, siger han ifølge AFP.
Cristiano Ronaldo har kontrakt med Real Madrid frem til sommeren 2018, men ifølge det spanske medie Sport er han i forhandlinger om en forlængelse frem til 2021.
31-årige Ronaldo blev skadet i EM-finalen mod Frankrig og sad efterfølgende ude i to måneder. Men nu er Real Madrid-profilen ved at være i omdrejninger igen.
- Jeg føler, jeg er tilbage, hvor jeg var før, lyder det fra Ronaldo.
- Sæsonen er rigtig lang, og jeg er sikker på, jeg får endnu en spektakulær sæson.
Ronaldo scorede i den forgangne uge fire gange mod Andorra og en enkelt gang mod Færøerne, da han var afsted med landsholdet.
/ritzau/