Formodet flugtbilist ænsede ikke påkørsel
20-årig mandlig cyklist blev påkørt af bilist og væltede. Fik sit ene ben kørt over, men slap med knubs.
Bornholms Politi har fundet frem til en mand, der mistænkes for at have påkørt en cyklist og efterfølgende kørt væk fra stedet. Arkivfoto
Bornholms Politi har fundet frem til en mand, der mistænkes for at have påkørt en cyklist og efterfølgende kørt væk fra stedet. Arkivfoto Foto: Colourbox/free


Politiet på Bornholm har sent lørdag aften fundet frem til en mand, der menes at være en flugtbilist, som politiet tidligere lørdag var på jagt efter.

Det oplyser vagtchef Jan Clausen.

- Vi mener at have fundet det køretøj, vi ledte efter, og vi har talt med bilens ejer, men nu fortsætter arbejdet, siger han til Ritzau.

Manden har ifølge eget udsagn nemlig ikke lagt mærke til, at han skulle have påkørt og væltet en 20-årig mandlig cyklist i Almindingen Rundkørsel i Rønne, der ligger forholdsvis tæt på politistationen, og herefter være kørt væk fra stedet.

- Umiddelbart siger han, at han har været på stedet, men at han ikke har bemærket noget, siger Jan Clausen.

Den 20-årige mand, der blev påkørt lørdag, slap i stor udstrækning med skrækken.

- Bilisten kørte ind i rundkørslen og påkørte den 20-årige mand. Han væltede med sin cykel og fik sit ene ben kørt over. Han blev kørt på hospitalet, men slap fra uheldet med knubs, sagde Peder Ellegaard, der er vagthavende hos Bornholms Politi, tidligere til Ritzau.

Et overvågningskamera på en nærliggende tankstation fangede uheldet.

Billederne fra overvågningskameraet kunne ikke med det samme give politiet en nærmere beskrivelse af, hvor mange der var i bilen, og hvem der kørte den. Derfor bad Bornholms politi borgerne om hjælp til at finde bilisten.

Det skete blandt andet ved at offentliggøre billeder af den pågældende bil.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.