Formel 1: Marussia kører Grand Prix med kun en bil
Af respekt for den forulykkede racerkører Jules Bianchi, kører hans team weekendens Grand Prix med kun en bil.


Formel 1-teamet Marussia kører weekendens Grand Prix med kun en bil.

Det gør teamet af respekt for franskmanden Jules Bianchi, som forulykkede i sin bil i sidste weekends Grand Prix på Suzuka-banen i Japan.

Det meddeler holdet fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Teamet har meddelt ledelsen, at vi trækker bil nummer to fra løbet, skriver Marussia i en meddelelse.

Jules Bianchi har pådraget sig en omfattende hjerneskade efter ulykken, hvor han kørte af banen og ramte et køretøj, som var i færd med at bjærge en anden forulykket bil.

Holdet havde ellers tilmeldt to reservekørere til løbet, men de kommer ikke i bilen.

- Holdet føler stærkt for, at det at køre med kun en bil er den rigtige handling i lyset af de svære omstændigheder fra sidste weekend, skriver Marussia videre.

Denne weekends Grand Prix bliver kørt i den russiske by Sotji, hvor der var Vinter-OL tidligere på året. Løbet begynder med træning fredag. Kvalifikationen køres lørdag og selve løbet på søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.