Jørgen Søndergaard trækker sig i protest som formand for en gruppe af eksperter nedsat af regeringen. Det sker med øjeblikkelig virkning.
Han oplever, at arbejdsgivere og fagbevægelse spænder ben for gruppens arbejde. Formandens farvel kan i sidste ende ramme de titusindvis af voksne, der trænger til at blive opgraderet med uddannelse.
- Jeg er ærgerlig over at måtte nedlægge mit hverv. Men på den anden side ville jeg ikke bryde mig om at lave et stykke arbejde, når jeg på forhånd ville vide, at jeg ikke kunne lave det ordentligt.
Det siger nu afgået formand for 'ekspertgruppe om voksen-, efter- og videreuddannelse' Jørgen Søndergaard til Avisen.dk. Han er forskningsleder ved SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.
Jørgen Søndergaard blev i september 2016 udpeget af regeringen til at lede en gruppe af eksperter.
Deres opdrag går ud på at kulegrave og komme med forslag inden for videre- og efteruddannelse af voksne. En meget vigtig opgave som skal danne grundlag for treparts-forhandlinger senere på året bebudet af statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Amputeret arbejde
Jørgen Søndergaard forlader formandsstolen i protest. Årsagen er, at ekspertgruppen i hans øjne ikke kan komme til at gøre sit arbejde godt nok.
Som en vigtig del af at kortlægge efteruddannelse i Danmark ønsker gruppen at få oplysninger om, hvordan det går med de såkaldte kompetencefonde. Det er fonde med hundrede af millioner kroner i, som støtter, at lønmodtagere kan komme på kurser.
Men hverken LO-fagbevægelsen eller Dansk Arbejdsgiverforening (DA) vil ifølge Jørgen Søndergaard videregive vigtige oplysninger om for eksempel antallet af kursister og typen af kurser under kompetencefondene.
- Arbejdsmarkedets parter vil ikke udlevere oplysninger om deres kompetencefonde. Uden oplysninger fra fondene ville ekspertgruppens arbejde komme til at rumme blinde pletter, og vores anbefalinger ville hvile på et utilstrækkeligt grundlag, siger Jørgen Søndergaard, og fortsætter:
- LO og DA har amputeret en vigtig gren af det arbejde, der skulle foregå i gruppen.
LO og DA: Oplysninger vil forstyrre
DA bekræfter, at man ikke på nuværende tidspunkt vil give ekspertgruppen oplysninger om kompetencefondene.
- Hvis vi videregav oplysninger om fondene nu, ville vi risikere at få en diskussion om dem. Det ville i givet fald kunne forstyrre overenskomst-forhandlingerne. Det vil ikke være hensigtsmæssigt, forklarer Jannik Bay, som er uddannelses- og integrationschef i DA.
Tidligere har der været debat om, at der i fondene står en masse penge og samler støv, fordi færre lønmodtagere end ønsket tager på kursus.
I denne sag er LO-fagbevægelsen helt på linje med arbejdsgiverne i DA. I forhold til oplysninger fra fondene skriver næstformand for LO Arne Grevsen til Avisen.dk:
- Vi mener, det er mest hensigtsmæssigt at vente til overenskomst-forhandlingerne på det private arbejdsmarked er afsluttet.
Både Arne Grevsen og Jannik Bay oplyser, at man gerne senere fremkommer med oplysninger til ekspertgruppen.
- Vi vil gerne levere oplysninger om fondene, når forhandlingerne om overenskomster er afsluttet formodentlig i foråret, siger Jannik Bay, og fortsætter:
- Ekspertgruppen kan sagtens lave noget andet, indtil den får oplysninger om fondene. Eksempelvis skal den jo udrede en række forhold vedrørende AMU-kurser.
Ministerium: Der arbejdes på sagen
Ekspertgruppen hører under Undervisningsministeriet. Her regner man med, at tidsplanen for ekspertgruppens arbejde holder på trods af Jørgen Søndergaards afgang.
- Der arbejdes nu på at finde en ny formand. Det er fortsat forventningen, at ekspertgruppen bliver færdig til maj uden at påvirke tidspunktet for, hvornår trepartsforhandlingerne går i gang, skriver ministeriet til Avisen.dk.
Jørgen Søndergaard har arbejdet både som formand for og medlem af flere ekspertgrupper og kommissioner. Han har dog aldrig før oplevet noget lignende som i denne sag og siger:
- Det kom bag på mig, at vi ikke kunne få de her oplysninger. Kommissoriet for vores arbejde var jo blevet meget grundigt forhandlet igennem med arbejdsmarkedets parter og regeringen, så vejen burde have være banet for os, siger Jørgen Søndergaard.