Formalia fælder afvist kandidat før Fifa-præsidentvalg
David Nakhid kludrede i opbakningen fra fem nationale fodboldforbund og kan ikke stille op som Fifa-præsident.
David Nakhid kan ikke blive præsidentkandidat ved Fifa-valget.
David Nakhid kan ikke blive præsidentkandidat ved Fifa-valget. Foto: /free


Den tidligere fodboldspiller David Nakhid fra Trinidad og Tobago må opgive at blive den næste præsident i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Mandag fastslog Den Internationale Sportsdomstol, CAS, at David Nakhid ikke fik støtte fra fem nationale fodboldforbund, som man skal have for at kunne stille op.

Rent faktisk var der fem forbund, som skriftligt havde støttet David Nakhid. Men et af de fem forbund havde bakket to forskellige kandidater op, og kandidaturen kan derfor ikke godkendes ifølge Fifas regler.

Derfor afviste Fifas valgkomité allerede 28. oktober, at David Nakhid kunne stille op, men han appellerede efterfølgende afgørelsen til CAS 13. november, som mandag afviste anken.

Tidligere har David Nakhid erklæret sig som modstander af tidligere Fifa-vicepræsident Jack Warner, som nu er udelukket fra al fodbold på livstid.

Som aktiv fodboldspiller nåede David Nakhid at spille i blandt andet Belgien, Schweiz og Sverige.

Præsidentvalget i Fifa afvikles 26. februar næste år. Her vil afløseren for Sepp Blatter blive fundet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.