Forlig sikrer bornholmsk erstatningsfærge
Bredt politisk flertal har fundet 30 millioner kroner til en erstatningsfærge til betjeningen af Bornholm.
Bornholm får tildelt en erstatningsfærge, der skal sikre en mere robust færgebetjening.
Bornholm får tildelt en erstatningsfærge, der skal sikre en mere robust færgebetjening. Foto: PR Polfoto/Polfoto


Et bredt politisk flertal sikrer, at bornholmere med økuller og turister på besøg også fremover kan benytte en omdiskuteret erstatningsfærge, der kan tage over ved motornedbrud eller høj bølgegang.

- I de forhandlinger, vi har haft om den fremtidige færgebetjening af Bornholm, har det i en svær økonomisk situation været topprioritet at sikre de nødvendige rammer for vækst og udvikling på øen, siger transportminister Magnus Heunicke (S).

Regeringen har sammen med forligskredsen bag færgebetjeningen af Bornholm - Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og SF - indgået en aftale, der årligt sikrer 30 millioner kroner til en erstatningsfærge.

Erstatningsfærgen kan indsættes i tilfælde af dårligt vejr eller teknisk nedbrud på ruterne mellem Rønne-Ystad og Rønne-Køge.

Det vil sikre en mere robust færgebetjening, hvad enten det er i lavsæsonen, hvor dårligt vejr kan give udfordringer for hurtigfærgerne, eller i turistsæsonen, hvor konsekvenserne af et nedbrud potentielt kan være store.

De 30 millioner følger oveni det årlige tilskud på 279 millioner kroner, som blev aftalt med forligskredsen tilbage i december 2014, hvor rammerne for den fremtidige færgebetjening af Bornholm blev lagt fast.

- Vi er nu med god dialog og konstruktive forhandlinger nået frem til et resultat, hvor vi opretholder færgebetjeningen fra Ystad og Køge, sikrer billigere billetter for passagerer og gods til og fra Bornholm, samtidig med at vi fastholder den nødvendige erstatningsfærge, siger Magnus Heunicke.

Parterne mødes igen om udmøntningen af midler til lavere billetpriser. Der er indledt forhandlinger i regi af Økonomi- og Indenrigsministeriet om udmøntning af 133 millioner kroner årligt til lavere færgebilletpriser til gavn for de danske ø-samfund.

De forhandlinger vil afklare, hvor stor en andel Bornholm får.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.