120 medarbejdere på metrobyggeriet kan se frem til at dele 19 millioner kroner mellem sig, efter fagforeningen 3F BJMF og metroentreprenøren CNBT har indgået et forlig. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
Sagen drejer sig om ansatte, der ifølge fagforeningen i perioden 2014 til 2016 fik for lidt i løn.
Ifølge metroarbejderne blev der på forhånd aftalt en løn, der lå under danske lønvilkår. Da lønsedlerne skulle udfyldes, blev der derefter skrevet færre timer på, end der blev arbejdet, for at få timelønnen til at matche danske vilkår. Det oplyser 3F.
- På lønsedlerne står der 37 timer om ugen. Men de har arbejdet 55+ om ugen, siger Silas Grabe, der er faglig sekretær hos 3F.
Han oplyser, at forliget er et kompromis i højere grad end en fuldstændig tilståelse fra CNBT.
Han fremhæver hovedentreprenøren på metrobyggeriet, Copenhagen Metro Team (CMT), for deres rolle som mægler mellem parterne.
- Vi ville naturligvis gerne have undgået denne sag, for 19 millioner kroner er mange penge, men nu har vi fået gennemregnet tingene og sikret, at de ansatte får deres retmæssige løn, siger Sigurd Nissen-Petersen, der er driftsdirektør i CMT.
Forliget er en udløber af et samarbejde, som startede i 2015, mellem fagforeningen og CMT.
Tidligere har det samarbejde ført til en aftale om en højere løn til udenlandske jord- og betonarbejdere på metrobyggeriet.
Ifølge Politiken kan de 120 metroarbejdere se frem til mellem 10.000 og en halv million kroner, omend flertallet vil modtage et beløb i den lavere ende af den skala.
CNBT har på nuværende tidspunkt 80 ansatte og arbejder på de kommende metrostationer Nørrebros Runddel, Poul Henningsens Plads, Vibenshus Runddel og Skjolds Plads ifølge avisen.
/ritzau/