Forladt gård på Sydfyn brænder ned til grunden
Politiet ved endnu ikke, om brand på forladt sydfynsk gård kan være påsat.
En gård på Sydfyn er søndag morgen brændt ned til grunden. (Modelfoto)
En gård på Sydfyn er søndag morgen brændt ned til grunden. (Modelfoto) Foto: Colourbox/free


Søndag morgen er en gård i Millinge ved Faaborg på Fyn brændt næsten ned til grunden. Det oplyser Fyns Politi til Ritzau.

- Klokken 6.03 her til morgen får vi en anmeldelse om brand i en gård, der står øde, og den er brændt ned, fortæller vagtchef Kenneth Taanquist.

Ifølge politiets oplysninger har gården stået ubeboet hen i et stykke tid, og derfor var hverken mennesker eller dyr i farezonen.

- Heldigvis er der ikke nogen, der er kommet til skade, siger Kenneth Taanquist.

Fyns Politi har søndag formiddag endnu ingen oplysninger om, hvad eller hvem der har forårsaget branden.

- Vi skal i gang med at undersøge, hvad der har været brandårsagen, fortæller vagtchefen.

Fyens.dk skriver, at gården stod tom, fordi dens tidligere beboer, en ældre kvinde, for nylig er flyttet på plejehjem.

Da brandvæsnet ankom til den brændende gård, stod såvel gårdens tre længer som stuehuset i flammer.

- Det er meget omfattende. Længerne er helt ødelagte, men vi har reddet stuehuset, siger vagtchef Gerner Nielsen fra Faaborg/Midtfyn Brandvæsen til Fyens.dk.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.