Forkølet? Her er fup og fakta om mirakelkurene
Honning, C-vitamin og alkohol. Virker noget af det i virkeligheden mod forkølelse?
Der er mange husråd, når det gælder om at bekæmpe forkølelse, men ikke alle råd er lige gode.
Der er mange husråd, når det gælder om at bekæmpe forkølelse, men ikke alle råd er lige gode. Colourbox / Modelfoto


Drik en romtoddy, spis et fed hvidløg og gå i seng. Der er mange husråd, når det gælder om at bekæmpe forkølelse, men ikke alle råd er lige gode.

BBC har samlet nogle af de meste gængse råd og fået dem vurderet af professoren Michael Allan fra University of Alberta i Canada. Her er hans svar:

C-vitaminer

- Det første, mange mennesker vil forsøge sig med, er at supplere kosten med C- og D-vitamin, siger Michael Allan.

- Men der er intet bevis for, at det virker. At tage C-vitamin har vist sig i en vis udstrækning at kunne yde beskyttelse til mennesker under et hårdt fysisk pres - for eksempel maraton-løbere - så de ikke bliver syge under deres præstation. Men for en gennemsnits-person reducerer det kun din risiko for at blive forkølet med tre procent. Hvis en voksen bliver forkølet to gange om året, vil vedkommende altså blot kunne undgå én forkølelse pr. femtende år, siger Michael Allan.

En lille en

En del voksne kan måske - ikke mindst fordi de har ondt af sig selv - forfalde til at tage en lille en for at jage forkølelsen på flugt. At en hel nats heftig druk vil svække dit immunforsvar, giver næsten sig selv.

Men faktisk viser tre af hinanden uafhængige undersøgelser, at mennesker, der drikker moderat, er mindre tilbøjelige til at fange en forkølelse. Du skal dog vælge alkoholen med omhu - vin virker, øl gør ikke. De omtalte undersøgelser skal dog tages med et gran salt - de kan IKKE bruges som en videnskabelig undskyldning for at drikke løs.

Antibiotika

Sagt lige ud så er der ingen beviser på, at antibiotika hjælper - da medikamentet er rettet mod bakterier, men det er en virus, der forårsager en forkølelse.

- Der er ingen reel fordel ved antibiotika, men de øger risikoen for bivirkninger som diarré, siger Michael Allan.

Så er der mere hjælp at hente i smertestillende piller, der kan lindre nogle af de grovere symptomer for voksne.

- Men selv da er udbyttet ofte ofte beskedent, siger Allan.

Naturmidler

Generelt kan naturlægemidler - så som kosttilskuddet Echinacea og hvidløgstabletter - ikke levere varen. Til gengæld kan honning være med til at drive forkølelsen på flugt. En skefuld taget lige før sengetid viste sig at lindre en hoste i tre forskellige undersøgelser. Undersøgelserne viste også, at honningen er bedre end andre sukkerholdige drikkevarer. Michael Allan har derfor ikke noget imod at anbefale honning til forkølede sjæle.

Empati

Patienter, der føler større empati fra deres læge, synes at komme sig hurtigere over deres sygdom. Det er ikke klart, om empati fra familie og venner kan have samme effekt, Men måske er medfølelse er ikke meget at bede om - om ikke andet giver det da lidt trøst, når forkølelsen ikke lader sig fordrive af diverse smarte tricks og metoder.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.