Forhandlinger om Ukraine-krisen slutter uden aftale
Efter et fire timer langt møde i Minsk er de stridende parter i Ukraine-krisen gået hver til sit uden enighed.
Flere tragedier i vente. De stridende parter i Ukraine har afbrudt et forhandlingsmøde uden at blive enige om en våbenhvile.
Flere tragedier i vente. De stridende parter i Ukraine har afbrudt et forhandlingsmøde uden at blive enige om en våbenhvile. Foto: Vadim Braydov/AP


Både præsident Vladimir Putin i Rusland, Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, og den franske præsident, François Hollande, havde opfordret aktørerne i konflikten i Ukraine til at aftale en våbenhvile.

Men lige meget hjalp det.

Lørdag aften er repræsentanterne for den ukrainske regering og de prorussiske separatister gået hver til sit efter et møde i Minsk i Hviderusland.

Forhandlingerne, der foregik med Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) som mægler, varede i fire timer.

En repræsentant for regeringen i Ukraine siger, at der ikke blev indgået en aftale.

Det russiske nyhedsbureau Interfax skriver, at Ukraines delegation beskylder separatisterne for at nægte at forhandle om en plan om en hurtig våbenhvile og tilbagetrækning af tunge våben.

Leonid Kutjma, Ukraines tidligere præsident, siger, at mødet endte i fiasko, fordi oprørsledere holdt sig væk, og deres forhandlere ville så ikke diskretere planen om en våbenhvile nu.

I efteråret aftalte de ellers en våbenhvile ved forhandlinger i Minsk, men denne våbenhvile fungerer i praksis ikke.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.