Forhandlere enige om rammeaftale for Irans atomprogram
Gennembrud i forhandlinger om Irans atomprogram efter otte dages maratonmøder i Lausanne.
I Lausanne er forhandlerne om Irans atomprogram torsdag aften nået til enighed om flere punkter, der baner vejen mod målet, en endelig aftale inden udgangen af juni.
I Lausanne er forhandlerne om Irans atomprogram torsdag aften nået til enighed om flere punkter, der baner vejen mod målet, en endelig aftale inden udgangen af juni. Foto: Jean-christophe Bott/AP


Iran og de såkaldte P5+1 lande er under langvarige forhandlinger i Lausanne nået til enighed om en rammeaftale om at begrænse Irans uranberigelse.

- I dag har vi taget afgørende skridt. Vi har nået løsninger på nøgleparametre, siger EU's udenrigschef, Federica Mogherini, på et fælles pressemøde med den iranske udenrigsminister, Javad Zarif, torsdag aften.

Rammeaftalen danner grundlag for en endelig aftale, der skal falde på plads inden udgangen af juni.

Blandt de punkter, der er enighed om, er, at Irans kapacitet til at berige uran skal begrænses.

Antallet af centrifuger, der bruges til at berige uran, skal reduceres fra 19.000 til 6104, og Det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, skal have mulighed for at overvåge, at aftalen overholdes.

Til gengæld for at neddrosle uranberigelsen vil der blive lempet på de sanktioner, som FN, EU og USA har indført mod Iran, siger Zarif og Mogherini.

- Vi har nået en historisk forståelse med Iran. Hvis denne rammeaftale bliver til en endelig, omfattende aftale, vil vi opnå en mere sikker verden, siger USA's præsident, Barack Obama.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, kalder aftalen "et vigtigt skridt" og siger, at verden aldrig har været tættere på en aftale, der forhindrer en iransk atombombe.

Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, siger, at der "stadig er arbejde forude". Han suppleres af den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, som understreger, at flere tekniske detaljer endnu mangler at falde på plads.

Derimod er der stor skuffelse i Israel, hvor minister for strategiske anliggende, Yuval Steinitz, kalder det en aftale "løsrevet fra virkeligheden". Han betegner aftalen som "dårlig" og lover, at Israel vil fortsætte lobbyarbejdet for at forhindre, at der indgås en endelig aftale.

FN's Sikkerhedsråd skal give sin godkendelse af den endelige aftale, når den falder på plads.

Forhandlingerne foregår mellem Iran på den ene side og de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd - Frankrig, Storbritannien, USA, Kina og Rusland - samt Tyskland på den anden side. Tilsammen kaldes de P5+1 landene.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.