Forfatteren Christian Mørk er ikke begejstret for regeringens lovforslag, der gør det muligt at beslaglægge flygtninges værdigenstande, såsom smykker.
Det gjorde han i går aftes opmærksom på ved at slå et billede op på facebook af et brev til indvandrer- integrations- og boligminister Inger Støjberg (V).
Brevet er vedlagt en ring, som ifølge teksten har tilhørt forfatterens farmor.
Men nu har han slettet billedet af brevet fra sin profil, skriver TV 2.
Opslaget fra den danske forfatter, der er søn af skuespillerne Erik Mørk og Susse Wold og bor i New York i USA, udløste nemlig en del hadefulde kommentarer.
- Det er min fejl, og det er nok mig der er naiv. Jeg havde ikke forudset, at det opslag ville udløse så hadefulde kommentarer. Men det har også været ude i otte timer, og det er delt mange gange, så jeg har fået mine pointer ud, siger Christian Mørk til TV 2.
På TV 2 Nyhedernes hjemmeside blev forfatterens brev blandt mødt med kommentarer som "børnefornærmet" og "super let at sidde i USA og bitche over dansk politik," skriver TV 2.
Forfatteren understreger over for TV 2, at der ikke er tale om noget gimmick, og at brevet med ringen til Inger Støjberg er sendt afsted.
I brevet beskriver Christian Mørk, hvordan hans oldefar i 1860'erne kom til Danmark og blev godt modtaget sammen med sin hustru.
"Mig bekendt blev min oldemor ikke bedt om at aflevere sine værdigenstande ved grænsen. Med tanke på alle dem, der nu står for at blive udsat for denne nedværdigelse, sender jeg Dem derfor nu min farmors ring," står der blandt andet i det brevet, som forfatteren i går oploadede et billede af på facebook.
Se opslaget her