Hvorfor er det de fattige, der skal holde for, når de rige kan slippe afsted med skatte-krumspring, som koster samfundet milliarder?
Ifølge forfatter og idéhistoriker Rune Engelbreth har det såkaldte Panana-læk understreget, at der er noget helt galt med de politiske prioriteringer herhjemme.
Det giver han udtryk for i et debatindlæg i Politiken:
"...knap nok har Folketinget vedtaget et kontanthjælpsloft, som æder 0,5 milliarder kroner fra dårligt stillede ledige, før vi rystes af spritnye afsløringer af skattely i Panama, hvor svimlende formuer gemmer sig fra statskasser verden over."
På den baggrund kalder Rune Engelbreth det en "hån mod samfundets mest trængte," når politikerne skærer i ydelserne til landets ledige med den begrundelse, at samfundet ikke har råd.
"Derfor kan ingen vel ingen vel forvente, at den enlige mor på dagpenge eller den trængte familie på kontanthjælp i længden skal finde sig passivt i at blive sparket ud af arbejdsmarkedet for siden at beskæres og mistænkeliggøres som suspekte nasserøve, der må samle lorte op for kontanthjælpen – alt imens 'straffen' til afskedigede topledere er forgyldte håndtryk og fyldte pengesække?" skriver han i debatindlægget.
Vi kan sagtens vælge at lade de rigeste betale en større del af kagen for at sikre velfærden, uden at samfundet bryder sammen af den grund, fortsætter han.
Rune Engelbreth opfordrer samtidig til, at vi fremover vil huske på Panama-skandalen, når politikerne taler om at stramme tommelskruerne på kontanthjælpsmodtagere, ledige og udsatte med "umyndigørene" lovgivning.