Der går nogle uger endnu, før Nicklas Bendtner er tilbage på træningsbanen på samme niveau som de øvrige holdkammerater i Nottingham Forest.
Bendtner har trænet for sig selv i en uges tid allerede, men endnu er angriberen ikke helt oppe i gear til at træne fuldt med efter en ankelskade.
Bendtners holdkammerater Matty Cash, Jack Hobbs og David Vaughan er også på vej tilbage fra skader, fortæller Forest-manager Philippe Montanier.
- Cash er klar til at træne med truppen, og Bendtner og Vaughan kommer også tilbage i løbet af de næste par uger. Hobbs nærmer sig også, siger Montanier på klubbens Twitter-profil.
Indtil videre har ankelskaden holdt Bendtner ude i fire ligakampe, og han går også glip af Forest-kampen ude mod Ipswich lørdag aften.
Bendtner nåede at spille syv ligakampe og score et enkelt mål inden sin skade.
Forest er placeret som nummer 20 ud af 24 hold med 16 point efter 16 kampe. Holdet har to point ned til nedrykningspladserne.
/ritzau/