Norden skal samarbejde mere. Derfor bør de fem nordiske lande Sverige, Finland, Island, Norge og Danmark skabe et årligt topmøde ligesom World Economic Forum i den schweiziske by Davos.
Det siger Socialdemokratiets næstformand Mogens Jensen.
- Det nordiske topmøde skal ikke kun samle politikere. Men også toppen af erhvervs- og kulturlivet og civilsamfundet til at drøfte, hvordan man kan styrke Norden, siger Mogens Jensen.
Han er formand for Foreningen Norden. Tirsdag mødes nordiske politikere ved Nordisk Råds session i København. Desuden ser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sine fire nordiske kolleger i Nordisk Ministerråd.
Mogens Jensen understreger, at Norden samlet er Danmarks største handelspartner. Markedet er større end Tyskland og Storbritannien. Norden udgør set under ét verdens 11. største økonomi.
I Danmark holder vi industriens årsdag, men det kendes ikke på nordisk plan, påpeger Mogens Jensen.
I 2015 holdt Foreningen Norden en stor erhvervskonference. Her deltog nogle af de store danske og nordiske virksomheder, siger han.
- De efterlyser også en stærkere politisk dialog på nordisk plan. Det samme kunne gælde nogle af spidserne i kulturlivet, siger Mogens Jensen.
- Kan Norden overhovedet måle sig med med World Economic Forum. De har i årevis holdt mødet i Davos med verdens toppolitikere og erhvervsfolk?
- Det tror jeg på, at man kan. Vi kommer ikke til at konkurrere med Davos. Vi samler nordiske statsministre og topledere fra nordiske erhvervsvirksomheder og civilsamfund, siger Mogens Jensen.
/ritzau/