Foreløbige tal: Massivt ja til catalonsk selvstændighed
Otte ud af 10 cataloniere har stemt ja til løsrivelse fra Spanien ved symbolsk folkeafstemning.
Cataloniens regeringsleder, Artur Mas, viser sin stemmeseddel til pressen søndag, hvor regionens borgere gik til uformelt valg om løsrivelse fra Spanien.
Cataloniens regeringsleder, Artur Mas, viser sin stemmeseddel til pressen søndag, hvor regionens borgere gik til uformelt valg om løsrivelse fra Spanien. Foto: Manu Fernandez/AP


Der er et udbredt ønske blandt indbyggerne i Catalonien om at opnå fuldstændig uafhængighed fra Spanien.

I hvert fald blandt de personer, der søndag stemte ved en ikke-bindende og dermed symbolsk afstemning om selvstændighed i den nordøstlige spanske region.

Foreløbige tal viser ifølge den catalonske vicepræsident, Joana Ortega, at et stort flertal på 80,7 procent bakker op om at løsrive sig fra resten af landet.

Det tyder dog samtidig på, at valgdeltagelsen ikke har været særlig høj. Søndag aften tegnede det til, at omkring hver tredje stemmeberettigede var mødt op for at sætte deres kryds.

Af de mere end to millioner, der har stemt, har fire ud af fem sagt ja til både en catalonsk stat med selvstyre og fuldstændig løsrivelse fra Spanien, mens hver tiende har ytret ønske om selvstyre, men ikke løsrivelse.

Knap fem procent har stemt nej til begge spørgsmål, skriver den spanske avis El Pais.

Spaniens justitsminister kaldte søndag aften afstemningen for "nytteløs".

Men lederen af regeringen i Catalonien, Artur Mas, mener, at folkeafstemningen er en "total succes".

- Catalonien har igen vist, at det ønsker at regere sig selv, sagde han, efter at afstemningen var slut ifølge nyhedsbureauet AFP.

Folkeafstemningen er ad flere omgange blevet erklæret ugyldig - senest af den spanske højesteret. Det har dog ikke holdt regeringen i Catalonien fra at gå videre med folkeafstemningen, som kaldes uformel og ikke-bindende.

Selvstændighedspartierne i regionen satser på, at en stor opbakning til løsrivelse i sidste ende vil kunne føre til mere politisk autonomi på blandt andet skatteområdet - eller muligvis overbevise Madrid om, at der skal holdes en bindende folkeafstemning om løsrivelse på et senere tidspunkt.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.