Forbund udelukker alle russiske basketball-landshold
Det internationale basketballforbund har udelukket Rusland fra alle turneringer grundet sportspolitisk uro.
Rusland risikerer at misse EM-slutrunden, da landets basketballforbund er blevet smidt ud af Fiba.
Rusland risikerer at misse EM-slutrunden, da landets basketballforbund er blevet smidt ud af Fiba. Foto: colourbox.com/COLOURBOX.COM


Det internationale basketballforbund (Fiba) har onsdag taget drastiske midler i brug for at tvinge det russiske basketballforbund (RBF) til at få styr på forbundets virke.

Fiba har med øjeblikkelig virkning udelukket alle russiske landshold fra at deltage i turneringer eller aktiviteter, ligesom RBF's medlemskab af Fiba også er midlertidigt suspenderet.

- RBF har modtaget et brev fra Fiba, som siger, at alle russiske landshold er blevet udelukket, fortæller Sergei Chernov, ærespræsident i RBF, til det russiske nyhedsbureau Tass.

Ifølge brevet fra Fiba skyldes udelukkelsen, at forbundet ikke har været i stand til at løse de problemer, der har været internt siden tiltrædelsen af en ny RBF-præsident i 2013.

Valget i 2013 blev efterfulgt af beskyldninger om uregelmæssigheder i selve valget, og der har været rejst krav om et omvalg fra domstolenes side. Men endnu er striden ikke løst, og det har nu fået konsekvenser.

EM i basketball for herrer skal spilles i september, og bliver RBF ikke taget til nåde inden, kommer Rusland ikke til at deltage.

Fiba har dog inviteret RBF til møde 8.-9. august, hvor russerne skal komme med en redegørelse, inden det internationale basketballforbund tager en endelig beslutning om Ruslands medlemskab af Fiba.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.