Det engelske fodboldforbund (FA) har tirsdag valgt at annullere den karantæne på tre kampe, som Arsenal-spilleren Gabriel Paulista stod til efter sin udvisning i weekendens opgør mod Chelsea.
Arsenal klagede over udvisningen, hvor Arsenal-forsvareren er i clinch med Chelsea-angriberen Diego Costa, og FA har nu givet Arsenal medhold i, at det røde kort ikke var korrekt. Dermed er karantænen ophævet.
Det skriver forbundet på sin hjemmeside.
Selv om Gabriel Paulista i første omgang slipper for straf, så kan han blive tildelt en anden.
Han er anklaget for usportslig adfærd efter at være blevet præsenteret for det røde kort, og den sag har FA endnu ikke truffet en beslutning i.
Også Chelseas Diego Costa risikerer karantæne. FA undersøger lige nu en episode, hvor Costa bevidst plantede sin hånd i ansigtet på Arsenal-spilleren Laurent Koscielny.
Både Diego Costa og Gabriel Paulista har muligheden for at forklare sig over for forbundet, før eventuelle straffe udmåles.
Det dramatiske opgør endte med en 2-0-sejr til Chelsea i en kamp, hvor Arsenal sluttede med ni mand på banen, da Santi Cazorla røg ud efter to gule kort sent i anden halvleg.
/ritzau/