Forbrugerråd til FIH-kunder: Skift bank
Forbrugerrådet opfordrer kunder i FIH til at skifte bank. Råd forventer ikke, at negative indlånsrenter spreder sig.
FIH Erhvervsbanks hovedsæde på Langelinie Alle i København. Bankens kunder skal nu betale 0,5 procent i rente for at have penge stående på lønkonti.
FIH Erhvervsbanks hovedsæde på Langelinie Alle i København. Bankens kunder skal nu betale 0,5 procent i rente for at have penge stående på lønkonti. Foto: FIH Erhvervsbank/free


Har du din lønkonto hos FIH Erhvervsbank, så se at få den flyttet til et andet pengeinstitut, inden bankens indlånsrente går i minus den 9. marts.

Sådan lyder opfordringen fra Forbrugerrådet Tænk, som ikke tror, at de negative indlånsrenter vil sprede sig til andre banker.

- Vi tror ikke, at det her bliver særlig udbredt, for vi tror simpelthen ikke, at folk vil finde sig i det. Vi tror, kunderne vil skifte bank, og det vil vi også opfordre dem til, siger seniorøkonom i Forbrugerrådet Troels Holmberg til Ritzau.

FIH Erhvervsbank sænker indlånsrenten til minus 0,5 procent med henvisning til, at Nationalbankens rente på indskudsbeviser er negativ med 0,75 procent.

Det betyder, at kunderne fremover skal betale 5 kroner for hver 1000 kroner, de har stående i banken.

Samtidig skal bankerne betale 7,5 kroner i rente for at have 1000 kroner stående i Nationalbanken.

Men den begrundelse holder ikke, mener Troels Holmberg.

- Bankerne har både indlån og udlån, og folk betaler stadigvæk en relativt høj rente for at låne i banken, så vi kan ikke se nogen grund til, at kundernes rente skal blive negativ, siger økonomen.

Han påpeger, at bankerne ikke er tvunget til at bruge Nationalbanken.

- De har uanede muligheder for at placere deres penge på pengemarkederne, pointerer han.

De negative renter skal ifølge FIH Erhvervsbank ses som et led i, at banken er i færd med at afvikle sine aktiviteter, og Troels Holmberg tror, at kunderne hurtigt vil forlade dem.

- Først og fremmest er der ikke nogen, der vil betale for at have penge stående i banken, og for det andet er det meget nemt at flytte pengene til et andet pengeinstitut, påpeger han.

Bankernes brancheforening, Finansrådet, ønsker ikke at kommentere FIH's beslutning om at indføre negative indlånsrenter.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.