Forbrugerombudsmand advarer: Tænk dig om på nettet
Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen opfordrer forbrugerne til at tænke sig godt om ved nethandel.
Forbrugerombudsmanden opfordrer forbrugerne til at være kritiske, når de handler på nettet.
Forbrugerombudsmanden opfordrer forbrugerne til at være kritiske, når de handler på nettet. Foto: DITTE VALENTE/POLFOTO


Danske forbrugere er gode til at være kritiske, men det er der også brug for.

Det siger den nye forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, der satte sig i stolen som forbrugernes vagthund 1. marts.

- Vi er gode, kritiske forbrugere, og det vidner antallet af sager herinde også om. Men udviklingen - især på den voksende handel på internettet stiller også krav om, at vi er det, svarer Christina Toftegaard Nielsen.

Spørgsmål: Har du et råd til forbrugere, der handler på nettet?

- De skal være opmærksomme på, om de indgår aftaler, og hvem de indgår aftaler med, hvis der efterfølgende er rettigheder, der skal gøres gældende, siger Christina Toftegaard Nielsen.

- De skal se efter, om det er en ren handel, hvor de ikke mod deres vilje bindes op på eksempelvis abonnementsordninger, som de skal betale ekstra for. Det er også vigtigt efterfølgende at tjekke, hvor mange penge der er trukket på kontoen for købet.

Forbrugerne er ofte den svage part overfor et erhvervsliv, der vil sælge os alt mellem himmel og jord til den bedste pris.

- Det er dejligt at arbejde for forbrugernes rettigheder. De er den svage part overfor erhvervslivet, og beskyttelsen af forbrugerne var tungtvejende, da jeg påtog mig jobbet som forbrugerombudsmand, siger Christina Toftegaard Nielsen.

Erhvervs- og vækstministeren har nedsat et markedsføringsudvalg, der skal se på, om markedsføringsloven beskytter forbrugerne godt nok i forhold til især netbaseret handel og markedsføring. Udvalget skal komme med sin betænkning i 2016.

Forbrugerombudsmanden blev et nyt begreb i Danmark i 1975, og Christina Toftegaard Nielsen er den femte i række af forbrugerombudsmænd, der vogter over forbrugernes rettigheder.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.