PRISEN FOR BILLIG TALE
Forbrugerne raser over TDC: Klar til at finde nyt selskab
Flere Facebook-brugere er klar til at boykotte TDC’s datterselskab Telmore.
Flere Facebook-brugere er klar til at boykotte TDC’s datterselskab Telmore.
Flere Facebook-brugere er klar til at boykotte TDC’s datterselskab Telmore. TDC pressefoto/Uffe Weng


- Jeg er eller superglad for Telmore, men nu må jeg se, om jeg kan finde et selskab, der kan tjene penge uden at snyde i skat og behandle deres medarbejdere som lort.

Sådan lyder en af de mange reaktioner på Facebook, efter Avisen.dk i weekenden kunne fortælle, hvordan flere ansatte i TDC’s datterselskab Telmore er blevet tvunget til at acceptere store forringelser i løn og vilkår.

De ansatte hos Telmore, hvor en stigende grad af TDC’s aktiviteter ligger, arbejder nemlig uden overenskomst.

Men selvom det giver kunderne billigere telefoni, er det ikke noget, der falder i god jord blandt brugerne på Facebook.

- Jamen så må vi kunder overveje, om vi forsat vil støtte Telmore. Arbejderne skal stå sammen, men os kunder skal også sende et skarp signal til TDC om, at det her ikke er acceptabelt. Jeg vil hellere betale mere og så støtte ordentlige arbejdsforhold, skriver en bruger.

- Det skulle simpelthen være lov, at der skal være en overenskomst. Det kan ikke være rigtigt, at TDC, der ejer Telmore, behandler unge ansatte så ringe. Det er klamt, lyder det fra en anden, mens meldingen fra en tredje kort og kontant opfordrer til at boykotte selskabet.

- Så er det NU, danskerne skal skifte til et andet selskab, lyder meldingen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.