Forbes: Danmark er verdens bedste til erhverv
Skal du gøre forretning, er Danmark verdens bedste land at gøre det i, lyder det fra amerikanske Forbes.
Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes udnævner Danmark til verdens bedste land at gøre forretninger i.
Det amerikanske erhvervsmagasin Forbes udnævner Danmark til verdens bedste land at gøre forretninger i. Foto: Colourbox/free


Danmark er ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes verdens bedste land at gøre forretninger i.

Ifølge listen, som Forbes har udarbejdet, er Danmark i top-25 i alle de 11 kategorier, som magasinet har valgt at måle erhvervsklimaet ud fra. Danmark slutter i top-5 i kategorierne "personlig frihed", "teknologi" og "lav korruption".

Verdens største økonomi, USA, må nøjes med 18.-pladsen i Forbes' rangering af 146 lande.

Det er ikke første gang, at Forbes har et godt øje til Danmark, da vi også toppede listen fra 2008 til 2010.

Og at Danmark er tilbage på førstepladsen, glæder handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S.:

- Jeg er utroligt glad for, at Forbes i år kårer Danmark som verdens bedste land at gøre forretning i. Vi er simpelthen det land i verden, der tilbyder de bedste forretningsvilkår. Det er en anerkendelse af, at vi har noget i Danmark, som ingen andre kan tilbyde, siger han.

Danmark indtager førstepladsen, på trods af at regeringen i sidste uge måtte nedjustere sine forventninger til, hvordan det står til med væksten.

Placeringen som verdens bedste skyldes især den danske "flexicurity"-model, der skaber høj fleksibilitet for arbejdsgivere i forhold til at ansætte og fyre medarbejdere.

Desuden fremhæves det positive i, at danske lønmodtagere har et sikkerhedsnet i form af dagpenge- og kontanthjælpssystemet. Sammen er det med til at skabe en af de mest produktive arbejdsstyrker i Europa.

- Det er godt for dansk erhvervsliv, og det er ikke mindst godt for muligheden for at tiltrække flere udenlandske virksomheder her til landet de kommende år. Den slags gør indtryk i udlandet, siger Mogens Jensen.

Der er også ros for, at Danmark er et af de bedste lande at være iværksætter i.

I alt har Forbes rangeret 146 lande. På andenpladsen hos Forbes kommer Hongkong, mens New Zealand er nummer tre, Irland er nummer fire og Sverige nummer fem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.