Den nye lov, der betyder, at boligselskaber må opsige lejere, hvis et enkelt familiemedlem er på kant med loven, får hård kritik af socialrådgivernes formand, Majbrit Berlau.
- Det er virkelig en top tåbelig regel. Hvis man sender en mor med fem børn på gaden, bliver vores socialpolitik bombet helt tilbage til stenalderen, siger hun til Avisen.dk.
Hendes eksempel er ikke grebet ud af den blå luft. I går kunne Politiken fortælle, at en enlig mor med fem børn i bebyggelsen Høje Gladsaxe ved København har fået at vide, at hun og familien skal flytte.
Begrundelse er, at hendes ældste søn er dømt for et voldeligt overfald på en anden dreng. Det har boligselskabet besluttet med støtte i nye regler, hvor Folketinget giver boligselskaberne mulighed for løbende at få opdaterede personoplysninger fra politiet om lejere, der er dømt for kriminalitet.
Groteskt at straffe små søskende
Men at straffe en mor og fire søskende på grund af deres søn og brors forseelse er en mærkværdig form for kollektiv afstraffelse, påpeger Majbrit Berlau.
- Min forståelse af dansk lovgivning er, at man kun kan straffe dem, der har begået en kriminel handling. Derfor er det helt håbløst, at hele familier skal straffes på den måde. Det er vel et par hundrede år siden, at vi gik væk fra arvesynden og den slags, siger hun.
I det hele taget er det principielt forkert at straffe folk ved at gøre dem boligløse, mener hun.
Hvis der er tale om en mindreårig, der har begået kriminalitet, må de sociale myndigheder rykke ind. Og er personen over 18 år, må det alene være den person, der skal fraflytte boligen, mener Majbrit Berlau.
Flyt hellere folk frivilligt
Moderen, der er blevet smidt ud af sin lejelighed i en boligblok i Høje Gladsaxe kan ikke bare flytte ind i en af de andre blokke i Høje Gladsaxe, skriver Politiken onsdag.
Ifølge Jesper Loose Smith, der også er direktør for Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe (ABG), kan en flytning af en problemtynget familie på længere sigt være godt for børnene, fordi de måske kommer væk fra dårlige kammerater.
Majbrit Berlau forstår godt, at boligselskaber har behov for at skabe tryghed for de øvrige lejere, men det nytter ikke at smide folk ud med tvang, påpeger hun.
- I stedet for at straffe, bør man tilbyde de pågældende familier, at de frivilligt kan få hjælp til at flytte til en anden bydel, mener hun.
Det har man blandt andet gode erfaringer med i Københavns Kommune, forklarer socialrådgiverformanden.