Forældreformand: Skolen skal stoppe forstyrrende forældre
Forældre følger deres børn ind i klasselokalet af gammel vane fra børnehaven, siger Mette With Hagensen.


Det er skolernes opgave at få sagt fra over for forældre, der går med deres børn ind i klasselokalet om morgenen for at få dem godt på plads og spørge læreren ind til lektierne.

Sådan lyder det fra formanden for foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, som kommentar til at stadig flere lærere ifølge Kristeligt Dagblad oplever, at de forhindres i at begynde undervisningen om morgenen på grund af forstyrrende forældre.

- Det er vigtigt, at skolen får fortalt forældrene, hvad det gør ved undervisningen, og at det er forstyrrende, at de er der, siger Mette With Hagensen.

En række skoleledere, undervisningseksperter og fagfolk fortæller Kristeligt Dagblad, at tendensen med forstyrrende forældre er stigende og problematisk.

Ifølge formanden gør forældrene det ikke af ond vilje. Men hun indrømmer, at forældrene i mange tilfælde gør børnene en bjørnetjeneste.

- De gør det, fordi det er hyggeligt og rart. I de små klasser er forældrene vant til, at sådan gør man i børnehaven. Der har man en snak med pædagogen om morgenen, siger hun.

- Men det kan være en bjørnetjeneste for børnene. De lærer ikke at blive selvstændige af at blive fulgt hele vejen ind i klasselokalet, siger hun.

Mette With Hagensen peger på, at lærernes nye arbejdstider gør det svært for forældre at få fat på lærerne. Det kan også være en af årsagerne til, at de vælger at møde op på skolen om morgenen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.