Forældre tiltalt for at mishandle seks børn gennem årtier
Gennem en årrække mishandlede et forældrepar deres seks børn, mener politiet. Datter blev desuden voldtaget.
Et forældrepar er tiltalt for at have mishandlet deres seks børn gennem 23 år.
Et forældrepar er tiltalt for at have mishandlet deres seks børn gennem 23 år. Scanpix, arkiv


En lang række grusomheder mod seks børn gennem 23 år bliver tirsdag rullet op ved Retten i Horsens.

Her står et forældrepar fra lokalområdet, begge 51 år, tiltalt for grov vold, vanrøgt, mishandling og frihedsberøvelse mod deres seks børn, skriver Horsens Folkeblad.

Faren er desuden tiltalt for mindst fem tilfælde af samleje med sin dengang 13-årige datter samt anden kønslig omgang end samleje et utal af gange.

Det fremgår af politiets anklageskrift mod forældreparret, skriver Horsens Folkeblad.

Mishandlingen af børnene er ifølge anklagemyndigheden sket i hjemmet på to adresser i en mindre by nær Horsens. Ifølge anklageskriftet har overgrebene stået på i 23 år, fra 1989 til marts 2012, da sagen blev anmeldt til politiet.

De seksuelle krænkelser af den 13-årige pige er ifølge anklageskriftet sket fra april 2003 til november samme år.

Ved retsmødets begyndelse fremgik det, at forældrene nægter sig skyldige i anklagerne. Efter tirsdagens retsmøde fortsætter sagen i næste uge.

Der er nedlagt navneforbud og referatforbud i sagen.

Børnene er i dag mellem 11 og 26 år, fremgår det af anklageskriftet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.