Forældre til IS: Skån vores datter
Amerikansk nødhjælpsarbejder skal være dræbt i luftangreb, men hendes forældre håber, datteren stadig er live.
Sajida al-Rishawi er sammen med en fange fra al-Qaeda blevet hængt som svar på Islamisk Stats drab på jordansk pilot.
Sajida al-Rishawi er sammen med en fange fra al-Qaeda blevet hængt som svar på Islamisk Stats drab på jordansk pilot. Foto: Raad Adayleh/AP


Forældrene til et amerikansk gidsel i Syrien siger, at de har et stærkt håb om, at deres datter er i live, selv om Islamisk Stat hævder, at hun blev dræbt under et af de USA-ledede bombeangreb i Syrien.

Ifølge Islamisk Stat blev den 26-årige Kayla Jean Mueller begravet under murbrokker, da et jordansk fly fra den amerikansk-ledede koalition bombede en bygning i den syriske by Raqqa.

Men USA siger, at der ikke er beviser for, at den unge nødhjælpsarbejder fra Arizona er blevet dræbt.

Hendes forældre appellerer til gidseltagerne om at kontakte dem og sørge for, at deres datter kan komme hjem.

- Vi er bekymret over rapporterne, der kommer fra Syrien, men vi har et stærkt håb om, at Kayla er i live. Vi har sendt jer et privat brev og beder Jer svare os privat, hedder det i en erklæring fra Carl og Marsha Mueller, som nyhedskanalen NBC bringer lørdag.

De siger, at de tidligere har været i kontakt med IS efter bortførelsen af deres datter i august 2013.

- I sagde, at I behandlede Kayla som jeres gæst. Som Jeres gæst er hendes sikkerhed og trivsel Jeres ansvar, hedder det videre i erklæringen.

De amerikanske myndigheder har aldrig offentliggjort tal for, hvor mange amerikanske statsborgere der er bortført i Syrien.

Ifølge forældrene rejste Kayla Mueller i december 2012 til den tyrkisk-syriske grænse for at arbejde for Dansk Flygtningehjælp og den humanitære gruppe Support to Life. Ritzau har dog ikke kunnet få bekræftet oplysningen hos Dansk Flygtningehjælp.

Muellers forældre siger, at deres datter "viede sit arbejdsliv til at hjælpe dem, som var i nød i verdens lande". Hun blev bortført under et ophold i Aleppo, netop som hun havde forladt et hospital, der drives af Læger Uden Grænser.

IS havde angiveligt krævet en løsesum på 6,6 millioner dollar for hendes løsladelse.

Jordan har intensiveret angrebene på Islamisk Stat, efter at gruppen forleden offentliggjorde en video, der tilsyneladende viser en jordansk pilot blive brændt levende.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.