En 23-årig rumænsk kvinde nåede et par hundrede meter væk, da hun mandag stak af med en barnevogn med et sovende barn i.
Barnet lå og sov i barnevognen foran en hoveddør til et rækkehus på Jens Warmings Vej i Sundby på Amager.
Og havde det ikke været for en babyalarm, som lå i barnevognen, er det ikke sikkert, at forældrene ville have nået at reagere så hurtigt, som de gjorde, skriver Ekstra Bladet.
Pressemedarbejder ved Københavns Politi, Steen Hansen, fortæller til avisen, at forældrene hørte "underlige lyde" fra babyalarmen. Det viste sig at være den rumænske kvinde, der i højt tempo var på vej væk.
Den 23-årige havde samtidig fået følgeskab af en anden kvinde.
De chokerede forældre indhentede de to kvinder og holdt den 23-årige tilbage samtidig med, at de slog alarm til politiet, skriver Ekstra Bladet.
Steen Hansen oplyser, at det er politiets opfattelse, at kvinden ikke vidste, der var en baby i barnevognen, så hun ventes fremstillet i Københavns Dommervagt tirsdag med en sigtelse på forsøg på tyveri.
Den anden kvinde er forsvundet.