Lad far eller mor gå hjemme, mens børnene er små. Det er drømmescenariet for et flertal af danskerne, viser en meningsmåling, som analysebureauet Wilke har lavet for Avisen.dk.
"Det viser, at der er et åbenlyst og markant holdningsskifte. Nu må man faktisk godt må sige, at man gerne vil gå derhjemme. Det måtte man ikke for nogle år siden," siger Helle Rosdahl Lund. Hun er leder af Center for Balance mellem Arbejdsliv og Familieliv.
Danskerne er blevet spurgt, hvorvidt de ville vælge at lade den ene part gå hjemme med familiens børn, hvis det kunne lade sig gøre økonomisk. Det ville 41 procent, mens knap 28 procent er i tvivl. 32 procent siger nej til at lade den ene forælder tjekke ud af arbejdsmarkedet.
LÆS OGSÅ: Røvkeder du dig ikke sammen med dit barn?
Helle Rosdahl Lund peger på, at mange lever en alt for hektisk tilværelse.
"Det her siger noget om, hvor mange der faktisk føler sig voldsomt presset i hverdagen. De fleste har et ønske om, at være sammen med de børn, de har valgt at få. Det er faktisk det gamle traditionelle familiemønster, som en del altså higer efter, og som jo står i kontrast til målet om, at få folk hurtigt ud på arbejdsmarkedet," siger Helle Rosdahl Lund.
Gratis omgang at sige ja
Men det er stadig langt de fleste, der nøjes med at drømme om et roligere familieliv, mener Lisbeth Røge Jensen, formand for Småbørnsfamilie-Foreningen.
"Jeg er overrasket over tallene. Man kan jo indvende, at det er en gratis omgang at svare ja. Ser man på tallene, så kan vi jo næsten ikke sende børn tidligere og længere i institution, end vi gør nu. Men jeg tror det har toppet, og jeg tror, at vi er der, hvor der er ved at ske en forandring, og hvor man begynder at turde indrette sig anderledes," siger Lisbeth Røge Jensen.
Hun har selv gået hjemme med sine børn, mens de var små.
Lisbeth Røge Jensen mener ikke, det kun er det praktiske bøvl, der får kvinder til at vælge hjemmelivet. Det handler også om følelser.
"Der er også noget mentalt, der ændrer sig, når man bliver forældre - og måske især for mødrene. Man har jo ikke lyst til at give sit barn fra sig, og hos nogle vinder følelserne over fornuften," siger hun.
"Fattige, men lykkelige"
Leder af 'Forebyg Stress,' Bjarne Toftgård møder mange børnefamilier, hvor en tætpakket tilværelse gør hver dag til en prøvelse.
"Mange småbørnsfamilier har endog rigtig svært ved at få livet til at hænge sammen. Der skal ydes noget arbejdsmæssigt, men det at have små børn kræver også rigtig mange ressourcer. Mange er plaget af dårlig samvittighed og føler, de bør være mere sammen med dem deres børn. De er i højrisiko-gruppen for at få stress," siger Bjarne Toftgård.
LÆS OGSÅ: Går hjemme med sine børn: Se økonomien her
Skal det så være far eller mor, der stempler ud, for i stedet at bage boller og lægge puslespil?
Erfaringerne viser, at det stort set altid er kvinden. Manden hiver de største indtægter hjem, og så er det ganske enkelt hende, der har lyst.
"Jeg tror aldrig, jeg har hørt om en mand, der valgte det her," siger Bjarne Toftgård.
Men hjemmegående mænd findes. I hvert fald har Helle Rosdahl Lund mødt flere, der valgte livet med små børn i en længere periode.
"Jeg kan huske en mand, der var chef i en virksomhed, og som trak stikket i et år for at gå hjemme med de små børn. Han sagde til mig: ved du hvad Helle - nu er vi fattige, men lykkelige."
Sådan blev danskerne spurgt:
Hvis du havde råd, ville du eller din partner i familien, så vælge at blive hjemme, mens børnene er små?
41 procent siger ja, 32 procent siger nej, knap 28 procent er i tvivl.
Undersøgelsen er gennemført via internet, repræsentativt fordelt blandt danskere over 18 år. Der er gennemført i alt 638 interviews.
Undersøgelsen er gennemført af analysebureauet Wilke for Avisen.dk