Forældre dømt for at mishandle deres børn i 23 år
Gennem to årtier har et forældre mishandlet deres seks børn, som er blevet vanrøgtet og seksuelt misbrugt.


Et forældrepar er blevet fundet skyldig i mishandling, vanrøgt og frihedsberøvelse af flere af deres børn.

Vestre Landsret har onsdag eftermiddag stadfæstet en dom fra Retten i Horsens.

Den 52-årige far er blevet idømt fængsel i to år og seks måneder. Moren, der også er 52 år, er blevet idømt ni måneders fængsel, hvoraf seks måneder er betinget og derfor ikke skal afsones. Hun skal til gengæld udføre 110 timers samfundstjeneste.

Mishandlingen af børnene er ifølge anklagemyndigheden sket på to adresser i en mindre by nær Horsens.

Det er gennem en længere årrække, at parret har mishandlet deres seks børn.

Overgrebene på børnene har ifølge anklageskriftet stået på i 23 år. De begyndte i 1989 og stod på indtil 2012, hvor sagen blev anmeldt til politiet.

Begge forældre var blandt andet tiltalt for i en periode nærmest at have holdt deres børn som fanger og dagligt udsat dem for psykisk og fysisk vold.

Derudover var faren også tiltalt for mindst fem tilfælde af samleje med sin dengang 13-årige datter. Det er ifølge anklageskriftet sket fra april 2003 til november samme år.

Børnene er i dag mellem 11 og 26 år.

Det var i slutningen af marts i år, at Retten i Horsens afsagde dom, som parret ankede til frifindelse. De nægtede sig begge skyldige.

Men Vestre Landsret var altså enig med byretten og idømte parret fængselsstraffe.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.