For dyrt? Det koster 72 millioner at flytte 12 ansatte
Udflytningen koster seks millioner kroner pr. ansat.
Det er dyrt at flytte statsjob til provinsen - men nogle er dyrere at flytte end andre.
Det er dyrt at flytte statsjob til provinsen - men nogle er dyrere at flytte end andre. Colourbox


Regeringen har afblæst flytningen af Statens Værksteder til Helsingør, da det ville koste 124 millioner kroner at flytte de i alt otte statslige arbejdspladser fra København til Kronborg.

Men flytningen af Jagt og Skovbrugsmuseet fra Hørsholm til Djursland står ved magt, selvom Kulturministeriet har beregnet, at det vil koste 72 millioner at flytte samling og medarbejdere til Jylland. Det er en pris på seks millioner kroner per udflyttet statsjob, hvilket gør museets 12 årsværk til den suverænt dyreste overhovedet i regeringens planlagte udflytning af 4000 statsjob fra hovedstadsområdet over de kommende år.

Det fremgår af baggrundsmaterialet, som regeringen fremlagde i går ved et pressemøde om planerne. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Selv hvis man kun ser på selve flytteprisen på 17 millioner kroner uden at indregne prisen for at indrette nye bygninger og opbygge nye udstillinger, så koster en flytning af en medarbejder fra museet i Hørsholm stadig seks gange mere, end den gennemsnitlige pris på 250.000 kroner, som regeringen har regnet sig frem til - nemlig 1,4 millioner kroner.

Hørsholms borgmester Morten Slotved (K) hæfter sig ved, at prisen har fået regeringen til at aflyse en flytning af Statens Værksteder til Helsingør og i stedet arbejde på en alternativ placering.

- I min verden betyder det, at beslutningerne om udflytninger ikke er så stålfaste, som de har været, og det giver mig et lille håb om, at vi måske stadig kan få omgjort beslutningen, siger han til Frederiksborg Amts Avis.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.