Tømrere, murere, stilladsarbejdere og andre byggefolk lever livet farligt. Risikoen ved at gå på arbejde i bygge-anlægsbranchen er stort set uændret siden 1980, mens den for de fleste andre brancher er halveret.
Det skyldes, at bøderne er for små og for sjældne, når arbejdsgivere bryder Arbejdsmiljøloven. Det mener Louise Møller Pedersen, der er Ph.d. i forebyggelse af arbejdsulykker fra Aalborg Universitet.
"Det er simpelt hen for billigt ikke at prioritere et sikkert arbejdsmiljø i den danske byggebranche," siger hun.
10 dødsfald om året
Hvert år mister omtrent 10 ansatte i bygge-anlægsbranchen livet ved en arbejdsulykke, mens 1.100 kommer alvorligt til skade.
Avisen.dk har på det seneste afdækket alvorlige arbejdsmiljøproblemer under renoveringen af luksushotellet d'Angleterre, som i januar kostede en 32-årig stilladsarbejder livet.
Her risikerer stilladsarbejderens firma en bøde i størrelsesordenen 50-100.000 kroner, mens hovedentreprenøren Pihl & Søn ikke kan drages til ansvar for uforsvarligt arbejde hos en underentreprenør.
Siden 2010 har Pihl & Søn dog fået fem bøder for brud på Arbejdsmiljøloven, som tilsammen beløber sig til 250.000 kroner. Det fremgår af en redegørelse om Pihl & Søn bestilt af Beskæftigelsesministeriet.
"Det er rigtig skidt, men bøder i den størrelsesorden og risikoen for at få flere får ikke nødvendigvis en milliardvirksomhed til at prioritere sikkerhed højere," vurderer Louise Møller Pedersen.
Gulerod til de gode
Ifølge BAT-Kartellet, som repræsenterer forskellige faggrupper i bygge-anlægsbranchen, skyldes cirka halvdelen af ulykkerne i byggeriet mangelfuld planlægning hos bygherre eller underentreprenører.
Sekretariatschef Gunde Odsgaard mener, at der skal skabes et mere mærkbart økonomisk incitament blandt arbejdsgiverne til at undgå ulykker.
"Der skal være pisk til de onde og gulerod til de gode. Hvis man gjorde sikkert arbejdsmiljø til at stærkere kriterium ved udlicitering af offentligt byggeri, ville 'vaneforbryderne' stå med et stort problem," siger han.
Louise Møller Pedersen er enig.
"Det er helt oplagt at øge vægtningen af arbejdsmiljø ved udlicitering af offentligt byggeri. Man burde kunne fremlægge og dokumentere, hvordan man har håndteret sikkerhed i de sidste fem år - det ville skabe et stærkt incitament," siger hun.
Dansk Byggeri: Hold hænderne i lommen
Brancheorganisationen Dansk Byggeri tror ikke på, at større bøder eller økonomisk forfordeling af branchens dydsmønstre er løsningen.
"Man kan ikke piske sig til bedre sikkerhed," siger arbejdsmiljøchef Mette Møller Nielsen.
Hvis sikkerheden i byggeriet skal op, gælder det først og fremmest om at få justeret på den sejlivede 'lad os se at komme i sving'-kultur, som hersker i branchen, mener Mette Møller Nielsen:
"Det er en branche, der lever af at være entreprenante og få tingene gjort. Det lyder banalt, men det, der virker, er at holde hænderne i lommen i fem minutter længere, mens man tænker over, hvordan arbejdet udføres sikkert."