Fond støtter jødiske unge efter terrorangreb
De unge, der var til stede ved attentatet mod synagogen i Krystalgade, får nu hjælp til krisehåndtering.
Efter terrorangrebet ved synagogen i Krystalgade, hvor en ung mand fra det jødiske samfund blev dræbt, skal hverdagen og trygheden genetableres for mange unge jøder. (Jens Dresling/POLFOTO)
Efter terrorangrebet ved synagogen i Krystalgade, hvor en ung mand fra det jødiske samfund blev dræbt, skal hverdagen og trygheden genetableres for mange unge jøder. (Jens Dresling/POLFOTO) Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Efter forrige weekends skudattentat mod den københavnske synagoge i Krystalgade har Det Jødiske Samfund i Danmark bedt om hjælp til de unge, der blev berørt af attentatet, fordi de deltog i en jødisk konfirmationsfest i synagogens festlokale.

Det ønske har Egmont Fonden lyttet til, og derfor bevilger fonden 100.000 kroner i støtte.

Pengene går til et forløb, som skal støtte de unge i at genetablere en normal hverdag og styrke dem i at håndtere eventuelle kriser fremover, oplyser fonden i en pressemeddelelse.

Et forløb, som kan sættes i gang meget hurtigt, hvilket de unge har behov for, siger Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fondens Støtte- og Bevillingsadministration.

- Støtten til de unge i synagogen ligger i tråd med Egmont Fondens støtte til det norske Senter for Krisepsykologi efter terrorangrebet i Norge i 2011, hvor vi også reagerede hurtigt på et akut behov for hjælp, siger hun og tilføjer:

- Vores støtte til de unge i synagogen skal hjælpe dem til at håndtere deres aktuelle udfordringer med at komme sig oven på oplevelserne ved konfirmationsfesten, men også til at opbygge fornyet selvtillid og tro på, at de kan klare sig fysisk og mentalt i fremtiden.

Der var cirka 30 unge tilstede til den jødiske konfirmation, da en gerningsmand efter midnat 15. februar angreb den jødiske synagoge i Krystalgade i Københavns centrum.

Den frivillige vagt, som beskyttede festen, blev dræbt af skud på klos hold, mens to politibetjente blev såret.

Festens deltagere var selv i livsfare og måtte opholde sig flere timer i et beskyttelsesrum, før de blev evakueret af kampklædt politi.

Deltagerne fik tilbudt krisehjælp umiddelbart efter angrebet, men mange af de unge, der er mellem 12 og 16 år, har efterfølgende oplevet meget kraftige stressreaktioner og frygt for tilværelsen, lyder det fra Egmont Fonden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.