Folkeretsjurist om Carl Holsts ministersvar: "Utroværdigt"
Krigen var lovlig, siger forsvarsminister Carl Holst (V) efter lukning af Irak- og Afghanistankommission.
Foto: Scanpix


Når forsvarsminister Carl Holst (V) i forlængelse af Irak- og Afghanistankommissions lukning siger, at krigen ikke var ulovlig, fordi et flertal i Folketinget vedtog, at Danmark skulle gå i krig, er det langt fra et rigtigt facit.

Det mener folkeretsjurist Frederik Harhoff, som er professor ved det juridiske fakultet på Syddansk Universitet.

På spørgsmålet om, hvorvidt en kommission ikke bør afklare, om krigen var lovlig eller ej, svarer Carl Holst:

- Men er den ikke lovlig i det øjeblik et flertal i Folketinget vælger at gå i krig?

Derefter svarer ministeren "ja" på spørgsmålet om, hvorvidt han mener det.

Men den går altså ikke, vurderer Frederik Harhoff.

- Jeg synes, at forsvarsministeren overser, at der er to måder, hvorpå det spørgsmål kan besvares, siger Frederik Harhoff, som tilføjer:

- Det kan godt være, at der var forfatningsretslig dækning for dansk deltagelse i krigen, men at krigen ikke desto mindre var ulovlig efter folkerettens regler.

- Det har vist sig, at de forudsætninger, som skulle have været tilstede for, at krigen efter folkerettens regler var lovlig, ikke var til stede.

Frederik Harhoff kalder Carl Holsts besvarelse af spørgsmålet for "utroværdig".

- Selvfølgelig bør Folketinget ikke vedtage noget, der er i strid mod folkerettens regler. Det er en ufuldstændig besvarelse, han kommer med. For hvad nu, hvis Folketinget vedtog noget, der er imod folkerettens regler? Det svarer han ikke på.

Med Irak- og Afghanistankommissionens nedlæggelse vil regeringen i stedet bruge de omkring 20 millioner kroner til kommissionen på indsatsen for veteraner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.