Folk advaret om farlig røg i Vipperød
En brand i en industribygning i Vipperød fik myndighederne til at frygte, at der blev udviklet farlig røg.
En industribygning i Vipperød er brudt i brand og der er fare for udvikling af farlig røg.
En industribygning i Vipperød er brudt i brand og der er fare for udvikling af farlig røg. Foto: Colourbox/free


Der er mandag morgen udbrudt brand i en stor industribygning i Vipperød i Nordvestsjælland, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

- Det er en stor bygning, der indeholder flere virksomheder. I folkemunde kaldes området "det gamle Superfos", siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Branden er opstået i nogle paller med plastikgranulat, og det har udviklet røg, som politiet frygtede kunne være farlig.

- Virksomheden får leveret plastikgranulat i nogle kæmpe sække, og det er dem, der er gået ild i, siger politiets talsmand.

Der er ikke udsendt et såkaldt sirenevarsel, men politiet har opfordret folk til at undgå røgen.

Personer, der bor i området nordvest for Skimmedevej, blev bedt om at blive inde og at lukke døre, vinduer og ventilation.

Beredskabsstyrelsen er tilkaldt for at hjælpe med at afstive bygningen, så den ikke styrter sammen. En del af taget er allerede faldet ned, fortæller politiet til Ritzau.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.