Fogh bebudede Irak-støtte til USA et år før krig
Anders Fogh Rasmussen drøftede muligheden for at gå ind i Irak med USA et år inden krigen.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen varslede støtte til USA et år før Irakkrigen.
Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen varslede støtte til USA et år før Irakkrigen. Foto: NIELS HOUGAARD/POLFOTO


Allerede i marts 2002 - et år før Irak-krigens begyndelse - drøftede daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen (V), muligheden for en invasion af Irak med den daværende amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz.

Det viser et klassificeret mødereferat fra Statsministeriets arkiver, som Politiken kender indholdet af, skriver avisen fredag.

De nye oplysninger kommer, blot få dage efter at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har besluttet at lukke Irakkommissionen, som blandt andet har til opgave at undersøge forløbet i 2002 og 2003 forud for beslutningen om at gå i krig i Irak.

En beslutning, der blev vedtaget med det smallest mulige flertal i Folketinget.

Tilbage i marts 2002 afviste Anders Fogh Rasmussen over for offentligheden, at der var taget stilling til en mulig dansk deltagelse i krigen i Irak.

Så sent som 21. januar året efter fastholdt Anders Fogh Rasmussen under en debat i Folketinget, at det ikke gav nogen mening at "foretage hypotetiske spekulationer" om en dansk krigsdeltagelse, skriver Politiken.

Men da Fogh Rasmussen blev spurgt om den danske regerings stilling til en mulig militær aktion af Paul Wolfowitz, meddelte han på mødet i Pentagon 27. marts 2002, at "Danmark ville til sin tid utvivlsomt yde sin støtte".

- Man kan roligt sige, at Anders Fogh Rasmussen her åbner for en militær deltagelse i Irakkrigen på et hidtil ukendt tidligt tidspunkt, siger Jens Elo Rytter, juraprofessor ved Københavns Universitet, til Politiken.

- Det lyder, som om der er et stærkt ønske om at gå ind i Irak næsten uanset hvad. Det passer jo ikke særlig godt med det officielle spor, som man udstikker, siger juraprofessoren.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra Anders Fogh Rasmussen eller Paul Wolfowitz. Heller ikke Statsministeriets daværende departementschef Nils Bernstein ønsker at kommentere sagen.

Anders Fogh Rasmussen var sammen med daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) indkaldt til at vidne i kommissionen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.